Nyheder
imported

Ynett og Boe byder indenfor

Når Ulddage i Saltum afvikles til St. Bededag, byder Ynett og Boe Pickering indenfor til alverdens smagsprøver i deres nye forretning på Søndergade 7 i Saltum.

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis

Hun ser bekendt ud, og det er hun. Ynett Pickering har arbejdet som daglig leder de sidste 4 år i Den gamle Brugskunst i Saltum. Da indehaveren, Kaj Bo Poulsen, i slutningen af 2016 orienterer medarbejderne om, at ejendommen er solgt og han derfor har valgt at lukke forretningen, bliver Ynett sat overfor en vigtig beslutning. Skal hun finde et nyt arbejde et sted i området? Eller skal hun åbne sin egen forretning – med samme grundprincipper som Den Gamle Brugskunst?

– Jeg har tidligere været selvstændig, så det var jeg ikke bange for. Jeg elsker jo også at arbejde med brugskunst, den tætte kontakt med kunderne og samtidig være i lokalområdet. Så det gik faktisk hurtigt op for mig, at drømmen nu kunne gå i opfyldelse om at åbne min egen butik, fortæller Ynett og fortsætter – Kaj var rigtig sød til at hjælpe mig videre. Jeg overtog konceptet fra Den Gamle Brugskunst, købte inventar og forretningens velbesøgte facebook side med og er nu endelig rigtig godt på plads i de nye lokaler på Søndergade 7, fortæller en glad Ynett. Hun har valgt at fokusere på brugskunst, specialiteter, flotte gavekurve, sukkulenter og kaktusser, egne smykker og modetøj til kvinder fra InTown. Ynetts mand, Boe Pickering har ikke bare stået på sidelinjen, men har også været en aktiv medspiller i forhold til at åbne den nye forretning. – Vi står sammen om denne beslutning og har hjulpet hinanden med at indrette det tidligere galleri – flyttet vægge, bygget vægge og lavet en rigtig hyggelig vin-afdeling, som jeg vel nok er blevet ”tovholder” på, siger han med et smil.

Selvom beslutningen om at åbne sin egen forretning, under samme navn: ” Den Gamle Brugskunst” startede som en spontan idé, er beslutningen meget velovervejet. – Vi har virkelig arbejdet for at skabe nogle spændende oplevelsesrum – og da forretningen tidligere har været mejeri, sodavandsfabrik og bl.a. galleri, har vi forsøgt at bevare nogle af de oprindelige elementer, således historien er med, fortæller Boe.

Ulddage i Saltum

Når der igen i år bliver Uldfest i Saltum, kommer der ofte mellem 10-15.000 mennesker til byen. – I den anledning har vi besluttet os for at forkæle de mange kunder ekstra meget. Vi sørger for smagsprøver fra Vestjyske Delikatesser, franske og italienske likører og udvalgte vine og lørdag d. 13. maj giver vi smagsprøver fra PR chokolade, afslutter Ynett, som glæder sig til, at de mange mennesker kommer til byen. 

Læs om fantastiske oplevelser og events