Blokhus

Forlængelse af Sti 100 påbegyndes

Forbedret forbindelse mellem Blokhus og Løkken

Sti 100 er en 8,8 km lang, populær cykel- og vandresti, som blev etableret for mere end 40 år siden. I årevis har den glædet både cyklister og vandrere, og nu er der godt nyt.

Stien starter fra i Gateway Blokhus og fortsætter parallelt med kysten til Kettrup Bjerge syd for Løkken. I årtier har det været et stort ønske, dels at forbedre den rekreative infrastruktur, dels at forlænge stien til Løkken, og det arbejde har Jammerbugt og Hjørring Kommuner nu iværksat.

Ambitionen med hele projektet er at binde Blokhus og Løkken bedre sammen. Der skal skabes bedre forhold for brugerne med det nye stiforløb. Også så man kan cykle trygt med sine børn på det sidste stykke op mod Løkken.

Dele af det nye stiforløb bliver kun for gående og dele bliver fælles for cyklister og gående. I dag anvises cyklister til Løkken ad stranden fra Grønhøj. På grund af det løse sand nordpå fra Grønhøj mod Løkken rykkes stien længere ind i landskabet. Derudover er der forløb, hvor brugerne skal krydse den trafikerede Trudslevvej. Her bliver der etableret en krydsningshelle, så sikkerheden skærpes.

Gående vil blive ledt igennem Nybæk Plantage og igennem Bunkerskoven, for til sidst via tunnelen at kunne komme det sidste stykke ind til Løkken by.

-Vi håber at kunne flytte noget transport over til gående og cyklende. Mange gæster besøger de to kystbyer, hvor der er ikke så mange p-pladser. Vi ser det som noget positivt, hvis vi kan være med til at binde byerne sammen, skabe en attraktiv oplevelse og samtidig vise den flotte natur, området byder på, siger Lise Holt, projektleder i Jammerbugt Kommune.

Hun fortæller videre, at der i forvejen er en del mindre stier i sommerhusområderne, som giver noget fleksibilitet. Strandstierne 1-40 kan med fordel kombineres med Sti 100 i rundture, så man ikke er tvunget til at tage hele turen eller det samme forløb hver gang.

Involverer mange parter

Stien kommer delvist til at forløbe over fællesarealer og fællesstier, der er ejet i ideelle anparter af de omkringliggende sommerhuse. I alt berører projektet 435 ideelle anparter. Hertil kommer yderligere 5 lodsejere.

For at nå frem til etableringsfasen har projektet været igennem forskellige faser herunder fastlæggelse af stiforløb, indgåelse af lodsejeraftaler, ekspropriation af fællesarealer i sommerhusområderne, udbudsproces for rådgiver, projektering og myndighedsbehandling.

Stien er planlagt til dels at gå igennem private arealer, men også igennem fællesarealer i sommerhusområder, og den del er en lidt mere omfangsrig proces, hvor mange grundejerforeninger har været inddraget i dialogen for at nå frem til en god løsning.

-Vi har afholdt en række workshops med grundejerforeningerne, dels for at få input og dels for at finde et egnet forløb, fortæller Lise Holt og fortsætter: -Men det er gået rigtig godt, og vi vil også gerne benytte lejligheden til at takke for et positivt og konstruktivt samarbejde.

21 km sti fra Blokhus-Løkken

Og nu er projektet gået ind i anlægsfasen.

Den samlede forlængelse fra Kettrup Bjerge til Løkken er på ca. 12 km. Det fordeler sig med ca. 75% i Jammerbugt Kommune og de resterende i Hjørring.

Skilte skal opdateres, og nye skal opsættes. Der bliver udarbejdet kortmateriale, som kan rekvireres på udvalgte overnatningssteder og turistbureauet i Løkken. Samtidig vil stierne kunne ses online – både her på blokhus.dk og udinaturen.dk.

Den samlede finansiering udgør ca. 8.500.000 kr., hvoraf de 1.900.000 kr. er finansieret af Jammerbugt Kommune og 1.500.000 er finansieret af Hjørring Kommune. Projektet er derudover støttet af Realdania med 3 millioner, FLAG Jammerbugt 740.000 kr. og Cykelpuljen.

Nogle steder omlægges den Nationale cykelrute 1 (Vestkystruten) til et bedre forløb, som bliver skiltet som den primære cykelforbindelse mellem Blokhus og Løkken, men hovedindsatsen i projektet er forlængelsen af Sti 100, som er ca. 12 km. Det betyder at den samlede strækning for Sti100 imellem Blokhus og Løkken bliver på ca. 21 km.

Stien forventes klar til brug ultimo 2025.

Læs om fantastiske oplevelser og events