Efter mange søvnløse nætter har LL Transport og Entreprenør, med hjemsted på Tranekærvej i Kaas, fået ny ejer. Kjeld Hedegård Nielsen har givet stafetten videre til Marius Pedersen A/S fra 1. oktober.
Det skriver Kjeld Hedegård Nielsen, der har stået i spidsen for LL Transport og Entreprenør indtil nu, i en pressemeddelelse.
Og det er sket efter lange og grundige overvejelser, forklarer han:
-Vi har været inde i en god udvikling igennem de sidste år, og er en veldrevet virksomhed, men i min tid som direktør har jeg altid arbejdet med rettidig omhu, og derfor er det efter min overbevisning også nu, der er det rigtige tidspunkt at sælge virksomheden, forklarer han.
Men det har ikke været en let beslutning for familien. Det har kostet ham mange vågne nætter og er også sket i tæt dialog med de nærmeste.
LL Transport er en familievirksomhed med 52 år på bagen, som Kjelds fader startede i sin tid og Kjeld senere blev indehaver af. Den har derfor også præget både Kjelds og familiens hverdag i mange år.
-Virksomheden har været en stor del af hele mit liv, og det er derfor også en meget tung og svær beslutning at sælge den, siger Kjeld, men jeg føler mig nu klar til at lade driften gå videre.
Samtidig fortæller han, at han har tillid til at Marius Pedersen A/S er den rette til at videreføre det grundlæggende princip om ordentlighed, som har kendetegnet LL Transport i alle årene. Det er en værdi, som Marius Pedersen A/S også prioriterer højt og Kjeld understreger, at det er en overdragelse, hvor begge parter forpligter sig til, processen bliver god og medarbejdere og kunder mærker mindst muligt til de kommende ændringer.
Hobby, politik og familie
Salget af firmaet betyder dog ikke, at Kjeld slipper tøjlerne helt endnu.
I handlen fremgår det, at han vil blive tilknyttet Marius Pedersen i en periode, så han kan hjælpe medarbejdere og kunder igennem den første tid, for at sikre en god overlevering.
LL Transport og Entreprenør har 20 ansatte, og de fleste medarbejdere fortsætter ved Marius Pedersen.
Fremadrettet vil Kjeld fokusere anderledes:
-Personligt ser jeg ind i en spændende fremtid, og jeg glæder mig til at have en arbejdsuge på under 70 timer, og tilbringe mere tid med venner og familie. Måske jeg ender med at have en ny hobby. Det har jeg aldrig prøvet før.
Han fortæller også, at han altid har interesseret sig meget for politik og i den forbindelse vil allokere flere ressourcer i den retning. Til det kommende kommunalvalg stiller han op for Danmarksdemokraterne, og ønsker at bringe sin mangeårige erfaring som virksomhedsejer ind i det politiske arbejde.
Foto: LL Transport har hvert år forestået transporten af de ikoniske hvide badehuse i forbindelse med begyndelsen og afslutningen på sommeren