Blokhus:
Blokhus Vandværk gentager succesen fra sidste år med åbent hus
Tekst & foto: Lars Bisgaard
Lørdag den 16. august fra kl. 13 – 16, åbner Blokhus Vandværk for dørene, og alle interesserede kan få lov til at se hvad der ligger bag en velfungerende vandforsyning.
Der bliver mulighed for at se det supermoderne anlæg, og selvfølgelig er driftslederen og bestyrelsen til stede så man kan stille spørgsmål til hvordan det hele fungerer.
– Og så opstiller vi en pølsevogn hvor der vil blive sørget for såvel fast som flydende til børn og voksne, fortæller formanden Mogens Sparre.
Vandværket er i dag topmoderne, hvor de ansvarlige blandt andet kan sidde derhjemme og styre værket via computer. Værket producerer også egen energi med solceller, har installeret nødgeneratoranlæg så leveringen af vandet sikres selvom der skulle forekomme en strømafbrydelse i området. Det er også muligt for forbrugerne at sidde derhjemme og se status på værkets drift via deres computer.
Hjælp med rent vand
Rent vand er for de fleste en selvfølgelighed. Man skal dog ikke ret langt syd for grænsen før det kniber med at kunne drikke af husholdningens vandhane.
Det kan vi heldigvis stadig i Danmark, og især Blokhus kan bryste sig af at have noget af det bedste vand i hanerne.
Formand Mogens Sparre lægger ikke skjul på at han er stolt af det veldrevne vandværk.
– Vi driver vandværket i fuld åbenhed og med stor ansvarlighed overfor fremtiden.
Derfor opfordrer vandværket også alle i området til at undlade at bruge nogen form for plantegifte.
– Man kan låne en gratis gasbrænder hos XL Byg/Cestre Træ i Hune, og vandværket betaler for gassen, og så er man med til at sikre et ordentligt vandmiljø.
Vandværket er også helt fremme med teknologien. Man har en SMS service hvor man kan få lynhurtig besked hvis der for eksempel er tale om større afbrydelser.
Luk stophanen
Mogens Sparre har også en lille bøn til sommerhusejerne.
Han opfordrer til jævnligt at aflæse forbruget
– Husk at lukke for stophanen når I ikke er i sommerhuset, det kan spare jer for mange overraskelser og ikke mindst kroner.
I dag afregnes der efter måler, og målebrønd samt måleur er husejerens ansvar.