Tirsdag aften er modstanderen Aalborg HK fra 3. division
- Håndbold, herrer JS
- Aars – Aabybro HK 28-28 (12-12)
Lørdag var Aabybro HK på besøg hos topholdet Aars, som havde vundet deres første kamp.
Opgøret startede godt for Aabybro HK, som bragte sig foran 10-5 midt i halvlegen.
Målmanden tog fra
– Martin Skive og Kristian Jacobsen var flyvende og satte spillet godt op over for Aars tunge forsvar, fortæller træner Steen Schmidt.
– Jesper Egebo i målet stod en god kamp og bidrog til flere redninger ind over stregen og på straffekast, siger han.
Aars kom dog bedre med, og 1. halvleg endte helt lige.
Dobbelt udvisning til AaHK
Anden halvleg startede med 2 x 2 minutters udvisning til AaHK.
– Vi var ikke helt tilfredse med dommernes linje i kampen, eller mangel på samme. Men i undertal med 2 mand holder vi skansen og spiller den periode 0-0, siger Steen Schmidt.
Lagt op til en gyser
Igen tog Jesper Egebo godt fra i målet, og kampen var helt lige, og det tegnede til og blive en gyser, ganske som den forrige kamp mod Taars, hvor AaHK spillede uafgjort.
Med fire minutter igen førte Aabybro HK 26-24.
Tremeterkast til sidst
– Men vi stressede lidt for meget i angrebet, og Aars kom på 26-26. Med fem sekunder tilbage var stillingen 28-28, og vi havde tremeterkast. Vi stillede alle mand op til, at Nicolai Holland skulle afslutte, men Aars keeper reddede den på stregen, og det hele sluttede med et point til hver, siger Steen Schmidt.
Spændende pokalkamp
Allerede tirsdag aften 14. januar spiller Aabybro HK 4. runde af Santander pokalturneringen, hvor Aalborg HKs 3. divisionshold kommer på besøg kl. 20.30 i DGI Huset i Aabybro.
Lørdag 18. januar samme sted kommer Aalestrup på besøg, denne gang er det igen turneringen, det gælder, og det er kl. 15.40.