Region Nordjylland og totalrådgiverfirmaet Indigo har indgået aftale om betaling for den resterende del af byggeprojektet
Det skal sikre, at det nye universitetshospital i Aalborg Øst bliver bragt sikkert i hus og står klar til aflevering i slutningen af 2021.
Økonomien er en udfordring
Som det tidligere er fremgået i offentligheden, har Region Nordjylland en udfordring med den samlede byggeøkonomi, hvilket ikke mindst skyldes, at el- og vvs-arbejdet er blevet væsentligt forsinket.
En tillægsaftale mellem Region Nordjylland og totalrådgiveren skal sikre, at parternes verserende tvist om forsinkelsen og Indigos krav om betaling for forlænget byggetid, ikke hindrer eller forsinker byggeriets fremdrift. Tvisten kører videre i sit eget spor, hvor der på et senere tidspunkt kommer en afgørelse.
Forbehold indføjet i aftalen
Med aftalen er parterne enige om, at honoraret for forlænget byggetid frem til byggeriets afslutning fastsættes til godt 15 millioner kr. eksklusive moms.
Honoraret er omfattet af tilbagesøgningsforbehold. Det vil sige, at honoraret vil kunne indgå i den verserende voldgiftssag.
Indigo har stillet anfordringsgaranti på beløbet, så der er dækning, hvis der senere rejses krav om betaling.
Regionsrådet har behandlet aftalen med totalrådgiveren, og aftalen er tiltrådt af et flertal på 34 medlemmer.
Imod stemte tre medlemmer fra Dansk Folkeparti.
Det nye sygehus
Indigo blev i 2012 valgt som totalrådgiver på projektet nyt universitetshospital i Aalborg. Indigo er et konsortium af flere selvstændige firmaer. Interessentskabets formål er at gennemføre vinderprojektet.
Klik her:
”Nyt Universitetshospital Aalborg”.