For 69 årige Karsten Simensen, der er gift med Lise og har døtrene Helle og Mette og fem børnebørn, har karrieren budt på mange spændende job. Parret bor i Aalborg og har sommerhus i Blokhus som bruges flittigt af familien.
Fra kontorelev til direktør
Karsten Simensen startede karrieren som kontorelev hos Eksport Slagteriet i Aalborg og kom derefter til KMD i Aalborg i 15 år. Så fulgte et job som kommunaldirektør i Sejlflod Kommune i otte år, hvorefter turen gik til Frederikshavn Kommune, som kommunaldirektør i ni år. Nu kaldte jobbet som chef for Erhvervs- og Arbejdsmarkedet i hele Nordjyllands Amt. – Da kommunalreformen blev gennemført blev jeg ansat, som direktør for Beskæftigelsesregion Nordjylland direkte under ministeren, fortæller han. Det var Karstens sidste job inden han i 2015 gik på pension.
En udviklende process
– Jeg har haft et fantastisk spændende liv og karriere og kan se tilbage på mange spændende og udviklende opgaver, uanset hvor jeg har været, siger Karsten Simensen. Opgaverne har været meget forskellige, men det har udviklet Karsten som leder og person, og han glæder sig over alt, hvad han har oplevet. – Specielt da jeg startede, som kommunaldirektør i Sejlflod Kommune kom udfordringerne på rad og række. Her var organisationen ikke så stor og vi måtte alle være vidende om de opgaver der skulle løses. Her blev jeg formand Kommunaldirektørforeningen i Nordjylland, og valgt ind i hovedbestyrelsen for danske kommunaldirektører og senere bestyrelsen for den europæiske kommunaldirektørforening, forklarer Karsten. Da han kom til Frederikshavn Kommune begyndte problemerne snart at melde sig. Værftet lukkede og det toldfrie salg ophørte – alle var lammede af situationen. -Vi indkaldte erhvervslivet til et seminar og inviterede Harald Nielsen og Peter Brixtofte til komme med ideer til at skabe ny optimisme og dynamik Herefter udarbejdede vi underleverandørstrategien for fremtidens indsatsområder og det er den strategi der i dag har slået så kraftigt igennem i Frederikshavn Kommune og har skabt en kæmpe vækst gennem flere år og investeringer for ca. 2.5 mia, forklarer han.
Fodbold karrieren
Lige fra ungdomsårene har Karsten Simensen haft flair for at stå på mål. Som ynglingespiller vandt han sammen med AaB det Danske Mesterskab og siden fulgte 275 kampe på AaB´s divisionshold og 100 kampe for Frederikshavn. – Allerede i 1966, som 17 årig, havde jeg min første optræden på AaBs divisionshold, da jeg var med i en træningsturnering i England og Skotland, og havde den store oplevelse at være på Wembley med 100.000 tilskuere og se VM finalen mellem England og Tyskland, som England jo vandt. Da var Gordon Banks målmand, og ham kom jeg senere hen til at få et godt samarbejde med. Jeg har også arrangeret kurser sammen med Gordon Banks, hvor fodboldlegender som Pat Jennings, Ray Clemmens, Peter Shilton og ikke mindst Bruce Grabolar var med, fortæller Karsten.
AaB tiden
De første tre år spillede Karsten på Danmarksserieholdet, da AaB havde målmænd som Kaj Poulsen, Kurt Winde og Ole Vendelboe. Han havde fået at vide, at klubben satsede på ham, men det krævede lidt tålmodighed. – I sommeren 1969 var jeg med i Toto kampene mod bl.a. østrigske Linz. Det var først i 1970 jeg blev fast mand på AaB´s divisionshold. Jeg spillede sammen med Henning Munk Jensen, Lynge Jacobsen, Børge Bach, John Holm Jensen, Ove Flindt Bjerg m.fl. – det var en spændende tid, siger Karsten Simensen.
I 1973 blev han udtaget til landsholdet mod Norge og hvor Birger Jensen var første valg og Per Poulsen og Benno Larsen var andre rivaler. – Jeg spillede seks – syv uofficielle kampe for landsholdet og fik 20 sekunder i en officiel mod Togo. I alt er jeg blevet udtaget til den danske landshold 16 gange. I en kamp mod Spanien fik jeg besked på at spille og glædede mig, men det viste sig at Benno Larsen havde stået en brandkamp og pressen, med bl.a. BT og Ekstra Bladet i spidsen, krævede ham på holdet. Det måtte udtagelseskomiteen så lytte til. Jeg nåede lige at dufte til overgangen fra den amatør karriere vi havde haft, til lidt af den professionelle tid der startede, og hvor jeg kom til Frederikshavn og spillede i 3 sæsoner. I 1981 stoppede jeg den aktive karriere første gang, men fortsatte som assistenttræner hos Leif Skov.
Da jeg havde mit gode job blev det for meget og Poul Erik Andreasen tog over året efter, inden han senere blev træner for første holdet. Jeg vendte tilbage som spiller, allerede mens jeg var assistenttræner, og sluttede endeligt i 1983.
Målmandstræneren
Da Poul Erik Andreasen blev træner i AaB spurgte han Karsten om han ikke ville hjælpe med at træne målmændene i klubben. – Det skete i fritiden og jeg har haft fornøjelsen at træne mange af dem der har været i truppen. Gennem årene har vi også lavet mange målmandskurser og fællestræninger for de bedste i landet. Det er en fornøjelse at se, hvordan små tilretninger kan blive afgørende for en målmand og det kræver viden og erfaring.
Også Fortuna Hjørring har Karsten haft fornøjelsen at træne gennem årene og specielt i år har det været en dejlig opgave. Et job jeg stadigvæk hjælper med, men nu skal klubben til at finde en afløser, da vi nu skal til at have lidt mere tid til familien, slutter Karsten Simensen.