Ove Klovnhøj 56 år gammel, har de sidste 35 år været ansat som mestersvend hos Hune Bageri. Ove blev i 1983 gift med Anne Mette og parret har fem børn. Henrik på 43 år har Anne Mette fra et tidligere forhold, men sammen har de Karsten på 34 år, Kasper på 32 år, Steffen på 28 år og Martin på 27 år. Hertil kommer ni børnebørn og den tiende, som netop er på vej, foruden alle svigerpigerne, fortæller Ove stolt.
I øjeblikket er Ove Klovnhøj fungerende chef for driften og produktionen i Hune Bageri og med højsæsonen der for alvor er indtrådt i Hune og Blokhus, er der travlhed i bageriet. – Vi er seks svende og én lærling, der alle arbejder på højtryk for at betjene kunderne med friskt brød hele dagen, siger Ove.
Selv er han udlært hos Christian Nielsen i Aabybro i 1982, men arbejdede allerede i sommeren 1982 også hos Hune Bageri inden han i september lavede sit svendestykke. – Herefter tilbød Bagermester, Poul Bjerg mig ansættelse i Hune og jeg har været her siden 1983, så årene er jo gået og jeg kan markere 35 år som svend i år, smiler han.
Udviklingen
– Da jeg startede i Hune Bageri, var vi kun Poul Bjerg, to lærlinge og jeg. I vinterhalvåret kunne én person klare det hele i bageriet og vi mødte først ind kl. 04.00. Til sammenligning møder vi i dag kl. 01.00, for at være klar til morgenen. Og, tænk så lige på, at det faktisk tager tre timer at lave et rundstykke, så vi har travlt, siger Ove med et smil på læben og fortsætter, det viser jo også den meget store udvikling, som Hune Bageri har gennemgået gennem årene. Poul Bjerg er en ørn til at finde på nye initiativer for at skabe vækst.
Hune Marked
Allerede i 1983 startede han op med Hune Marked, som siden har udviklet sig til et gigantisk kræmmermarked, hver eneste søndag i hele sommerperioden og på enkelte søndage udenfor sæsonen. Folk kommer fra nær og fjern for at besøge markedet og gøre en god handel hvad enten det er nyt, gammelt, retro eller modeinteriør.
Og så er der historien om, hvordan Hune Bageri har gennemgået en utrolig udvikling fra at være et mindre bageri til et bageri, der i dag både tæller café og galleri og hvor stedet hele tiden er på stikkerne, for at skabe nye produkter og oplevelser for kunderne.
En stolt mestersvend
– For mig har denne rejse været helt fantastisk og jeg er stolt over at være en del af den, siger Ove og fortæller også, at tingene for alvor er eksploderet de sidste 15 år. Den udvikling som Hune og Blokhus har oplevet, rent turismemæssigt, har betydet, at vi er blevet mange flere ansatte i hele butikken. Vi er inde i en rigtig sund og spændende fase, hvor vores destination vækster på alle fronter. Det smitter af på alle, afslutter han.
Produktudvikling
I Hune Bageri forsøger man hele tiden, at forkant med udviklingen og det har stor indflydelse på stedets sortiment. I dag leveres der mel fra Schweiz, Østrig, Italien, Frankrig, Tyskland og Sverige da den danske hvedemel ikke indeholder nok proteiner eller gluten. For at et brød kan hæve skal der være gluten nok i melet. Ove fremhæver også, at bageriets rugbrød er helt specielt. – Vi er de eneste i hele Danmark der koger kernerne, for at sikre, at brødet ikke bliver tørt og så bruger vi selvfølgelig gammeldags surdej. Det er opskriften på et rigtig godt rugbrød, oplyser han.
Hune Bageris kernebrød er langtidshævet og står altid koldt i køleskabet, da det giver den helt rigtige smag. Ove fremhæver også pailliasebrødet, der skal æltes i 40 minutter og som der arbejdes og æltes på i fem dage, da det er en helt specielt Schweizisk mel der bruges. – Og så er vores tapaskager blevet et stort hit. Tørkager kan for nogle være for store og tanken om at udvikle en model med de små smagfulde kager, er blevet taget rigtig godt imod. Vi ser at kunderne gerne køber flere forskellige slags, som de tager med hjem og deler med familien.
Ove og fritiden
Der er ingen tvivl om, at Ove Klovnhøj er bidt af en fodbold. Han har selv spillet i mange år og efter karrieren helt naturligt stoppede, blev han fodbolddommer. – Det var en dejlig tid at spille, men dommerposten giver stadig stor kontakt med både spillere og trænere. Jeg blev frøst tilknyttet Jetsmark I.F. som ungdomstræner i mange år og har haft mange dejlige oplevelser med de unge mennesker, fortæller han og fortsætter, – vi har haft hold med i både Italien og Holland til internationale turneringer, hvor jeg var træner, siger Ove med stor begejstring i stemmen.
I 2009 kunne Ove glæde sig over at modtage Sparekassen Hvetbo´s lederpris ”Hvetbo Prisen”, en pris som han er meget stolt over at have modtaget.
Efter at have været træner i Jetmark blev han seniortræner i Moseby og senere i TSI Stenum, ligesom han har haft samarbejde med børn fra Schleswig i Nordtyskland. – Børnene kom på ferie hos os i to til fire uger hvert eneste år og her indgik fodbold også som en del af opholdet. Det gav hele vores familie nogle dejlige oplevelser at se, hvordan ungerne boltrede sig i Nordjylland.
Ove har også i otte år været opråber ved Arbejdernes Radio- og Fjernsynsklubs bankospil i Kaas Forsamlingshus, en hyggelig tid som han ser tilbage på med glæde.
Fremtiden
For fire år siden købte Ove og Anne Mette sommerhus i Saltum. De nyder begge at bo der hele sommerperioden, ligesom den korte afstand til bageriet passer fint ind i familielivet. – Mit håb er, at jeg kan arbejde hos Hune Bageri indtil jeg går på pension og så kan vi jo herefter nyde sommerhuset i endnu højere grad samt gøre brug af alle de muligheder der findes lige uden for vores dør, slutter Ove Klovnhøj.