Ægte Rock & Roll toner i luften når Billybobbers giver den hele armen i dag kl. 12 med gratis koncert i Kulturhuset ved Gateway Blokhus
Der er liv og glade dage når man besøger Rock & Roll Museet i Kulturhuset ved Gateway Blokhus i dag.
Guided rundture på museet og salgstelt med salg af Cdére og ikke mindst de eftertragtede vinylplader.
Den musikalske underholdning bliver leveret af Billybobbers. Her er det med at holde fast, for når bandet først går i gang og swinger der-ud-af med det ene legendariske rocknummer efter det andet, er det svært at stå stille.
Bandet mestrer de gode gamle 50ér rock numre til perfektion, med guitarer, trommer og gulvbas. Der er godt med brylcreme i håret, og fart over feltet.
Billybobbers går på scenen kl. 12 og kl. 14. Hvis vejret er til det vil koncerten foregå udenfor.
Rock & Roll Museet er et musikalsk tilbageblik på de sidste 50 års rock-, beat – og popmusik. Her er sjældne demoplader, guldplader, autografer, nogle af idolernes personlige ejendele osv. Der er unikke ejendele som Elton John`s slips, Janis Joplin’s ring, Marilyn Monroe’s armbåndsur samt Carl Perkins´ originale håndskrevne tekst til en af rockens største sange "Blue Suede Shoes".
Museet ligger i Kulturhuset ved Gateway Blokhus, og samme sted kan man opleve årets sandskulpturfestival, så der er mulighed for at få rigitg mange oplevelser i dag.