Nyheder
imported

Blokhus hvalen vender hjem

Fra den 8. april og frem til 11. juli 2017 vil skelettet af finhvalen kunne ses i glascontaineren på Torvet i Blokhus

Finhvalen fra Blokhus
Finhvalen, der strandede ved Blokhus tirsdag d. 23. februar 2016, blev hurtigt et tilløbsstykke for tusindvis af nysgerrige borgere, og det var under stor mediebevågenhed, at hvalen blev opmålt, undersøgt og parteret. Med næsten lige så stor bevågenhed er det enorme skelet blevet samlet på Zoologisk Museum i København, hvor konservator Abdi Hedayat har stået for det spændende arbejde. Siden d. 15. oktober 2016 har det været muligt at se skelettet af det enorme dyr udstillet på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Men fra den 8. april 2017 og frem til 11. juli 2017 vil skelettet være tilbage i Blokhus, hvor skelettet af finhvalen vil kunne ses og opleves i glascontaineren på Torvet i Blokhus. 

Og det er her du kommer ind i billedet. Vi søger frivillige, der vil formidle viden om finhvalen for de mange besøgende. Har du interesse for naturformidling og har du lyst til at bruge nogle timer, når udstillingen er åben, så kontakt os på visit@jammerbugt.dk eller på tlf 72578970

Der afholdes informationsmøde på turistkontoret i Blokhus fredag den 31.03 kl 14.00.

Nordsø Oceanarium i Hirtshals står for oplæringen af de formidlere, der melder sig og det sker den 3. april.

Læs om fantastiske oplevelser og events