Nyheder
imported

Blokhus spiller på alle tangenter i uge 33

Skønne toner, fede rytmer og brummende flymotorer vil fylde byen til Blokhus Musikuge- uge 33 og Blokhus Fly In.

Tekst: Louise Kande (redigeret) – Foto: Presse

Se program her: /UserFiles/Program_-_Blokhus_musikuge_-_uge_33.pdf

Blokhus skruer op for endnu en ny event, der vil få badebyen til at spille på alle tangenter i uge 33. Og forventningerne til Blokhus Musikuge er store i restauratørgruppen under Erhvervsforeningen Destination Blokhus, der i samarbejde med VisitJammerbugten arrangerer musikugen:

– Det er første gang, vi arrangerer en musikuge, og vi starter i det små. Men det kan jo udvikle sig år for år. Andre musikfestivaler bliver store med årene, det er der ingen grund til, at vi ikke også skal blive, siger Jarlis Nilsson medlem af restauratørgruppen og bestyrer af Blokhus Fiskerestaurant.

Blokhus Musikuge åbner torsdag den 18. august, hvor Sussi og Leo skulle have spillet hele Torvet op til sang, dans og sjov, men desværre måtte aflyse grundet sygdom. Dog bliver der masser af musik og fest alligevel.Frem til søndag byder byens restauranter indenfor til en række koncerter, der kan nydes i selskab med god mad og et godt glas, og rundt i bybilledet popper spontane koncerter op. Lørdag aften bliver særlig stemningsfuld, når solen bliver spillet ned med solnedgangskoncert på stranden. Genrerne spænder vidt fra dansk pop over jazz og visesang til country og rock.

Blokhus på vingerne

Propelfly bliver omdrejningspunktet til den spændende event Blokhus Fly-In d. 21. august.

Den brummende lyd af propelfly kommer til at fylde luften over Blokhus søndag den 21. august, hvor 12-15 private fly vil indtage luftrummet, inden de gør klar til landing direkte på Blokhus Strand. Forventningerne til Blokhus Fly-In er store hos VisitJammerbugten og Erhvervsforeningen Destination Blokhus, som er arrangører.

Inden alle flyene lander et efter et på stranden, vil der være faldskærmsudspring. Bagefter, når flyene holder skinnende blanke på stranden i solskinnet, fortæller den lokale pilot, Kræn Hjortlund, om deres tekniske detaljer og deres historie.

– Idéen til Blokhus Fly-In opstod for nogle år siden, hvor vi havde et fly til at lande på stranden med en pokal til vinderen af et bilshow. Stranden ved Blokhus er netop bred nok til, at fly kan lande og lette her. Det er helt unikt. Længere nordpå og sydpå kan det ikke lade sig gøre, fortæller Karl Korfits.

PROGRAM

10-16: Udstilling og salgsboder på Blokhus Torv

12.30-13.30: Propelfly lander på Blokhus Strand

(Starter med faldskærm og slutter med svævefly)

14.00: Introduktion af fly på Blokhus Strand

15.30: Take-off fra Blokhus Strand

16.30: Afslutningskoncert på Blokhus Torv

Blokhus Musikuges outro foregår senere søndag d. 21. august, med en stor afslutningskoncert på Torvet. Alt i alt er restauratørgruppen meget tilfredse med det program, de har komponeret. Det kan afhentes hos de handlende i Blokhus og Hune samt læses på www.blokhus.dk i ugen op til Blokhus Musikuge.

For yderligere info kontakt medarrangør Karl Korfits på 2060 3640 eller mail@korfits.dk.

Læs om fantastiske oplevelser og events