Tekst: Louise Kande – Foto: Bøjstrup Reklamefoto
Fra den ene side af gaden til den anden side af gaden. Fra nr. 15 til nr. 20. BlondeHuset i Løkken har fået vokseværk og d. 11. juni er der åbningsreception i den nye og større lingeriforretning.
– Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi i en længere periode har håbet på at få mere plads, men det skulle ikke være hvad som helst, for vi ville ikke sætte vores helt særlige og hyggelige atmosfære i BlondeHuset over styr, fastslår indehaver Helle Svendsen.
Så kom muligheden
– Den helt rigtige mulighed opstod, da der blev et tomt forretningslokale på den anden side af gaden. Beliggenheden her er perfekt for os, og vi får stadig gode parkeringsmuligheder, siger hun begejstret.
Hvad glæder du dig allermest til, ved at åbne din nye butik?
– Jeg bliver helt rørstrømsk. BlondeHuset får lov at blomstre fuldt ud – som det har fortjent. Der er ingen hindringer i den nye butik. Vi bliver 250m2; det bliver vel nok Danmarks største lingeriforretning. Det er et kæmpe stort øjeblik i min karriere. Det er mit lille barn der vokser. Det er fantastisk.
ÅBNING DEN 8. JUNI – ÅBNINGSRECEPTION DEN 11. JUNI
I den nye forretning kan Helle Svendsen samle alle sine aktiviteter på ét sted. Det kommer til at rumme BlondeHusets fysiske butik, webshoppen, og en indbygget outletafdeling. – Når man træder ind I BlondeHuset, ønsker vi, at man fortsat får en oplevelse ud over det sædvanlige, og at man som kunde går ud af butikken med den oplevelse at have fået andet end blot den fysiske vare, som man kom efter. Servicen er i højsædet, og vi ønsker, at enhver kvinde vil føle sig velkommen og unik uanset alder og størrelse. De fantastiske medarbejdere flytter med i den nye butik. Det er jo dem og os der bærer det, mere end de fysiske rammer, men vi får bare nogle meget federe faciliteter og servicerer kunderne i, siger Helle Svendsen og tilføjer slutteligt: – Vi er et team på 16 medarbejdere bestående af yngre og modne kvinder, der alle supplerer hinanden med forskellige kompetencer og persontyper. Vi kan slet ikke vente med at byde Jer alle velkommen d. 8. juni, når vi åbner og til åbningsreceptionen d. 11. juni.