Børn og personale i Børnehaven Gl. Dalhøj i Fjerritslev kan se frem til, at flere af børnehavens faciliteter bliver moderniseret.
Dertil kommer en udvidelse af børnehaven, så børnehaven fremover får plads til 75 børn. En konsekvens af, at børnetallet i området er stigende.
Flere børn i området
Flere børn i Fjerritslev-området betyder, at der er brug for mere plads i Børnehaven Gl. Dalhøj i Fjerritslev. Desuden trænger flere af børnehavens faciliteter til et løft, og derfor har kommunalbestyrelsen på sit møde onsdag 27. januar besluttet at renovere børnehaven for 5,9 mio. kr.
Børnehaven får dermed plads til yderligere 25 børn, og vil gå fra at kunne rumme 50 børn til 75 børn.
Konkret bliver det en udvidelse på 250 kvadratmeter, mens de eksisterende faciliteter får en generel opdatering med særlig fokus på en bedre indretning af børnenes garderobeområde, en optimering af personaleområdet og et nyt køkken, der er godkendt til madordning.
I budgettet er der medregnet udgifter til inventar og supplement til den eksisterende legeplads. Desuden er udgifter til genhusning af børnene og personalet, mens renoveringen og ombygningen foregår, også er indberegnet.
Fremtidssikret institution
– Med renoveringen og tilbygningen får børn og personale i Gl. Dalhøj de rette omgivelser til at understøtte en velfungerende og fremtidssikret børnehave, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
Først skal projektet i udbud som totalentreprise.
Når udbuddet og den detaljerede planlægning af projektet er på plads, forventer kommunen, at selve byggeperioden vil tage mellem 7-9 måneder.