To børnehaver i Aabybro og i Nørhalne er i fuld gang med at teste Kidslink.
Kidslink er et IT-system, der fokuserer på kommunikation og nærhed for at gøre det nemmere at være forælder, medarbejder og leder i daginstitutioner eller dagplejen.
Forældrene kan, når de først, er tilsluttet systemet nemt opdatere stamoplysninger på deres barn og med det samme melde barnet sygt eller angive om det er på ferie eller fraværende på anden måde. Det er også nemt at se aktiviteterne i børnehaven og forældrene kan se billeder af barnet fra de aktiviteter, som det deltager i.
Pædagogerne får med systemet en oversigt over børnene og status i de forskellige grupper. Pædagogerne kan også uploade billeder, og de kan registrere komme-, gå- og sovetider og mange andre ting.
Jammerbugt Kommunes børnechef Harriet Meisner har længe set sig om efter et system, der kan matche de behov, som kommunen har på området. Valget er faldet på Kidslink til test, fordi det er brugervenligt og meget let at anvende for de tavle pædagoger og så kan det styres og opdateres via tablets og håndholdte telefoner. Dette er et must i en travl hverdag i børnehaverne.
Pædagog Bitten Heidemann Pedersen fra Aabybro børnehave, som har prøvet Kidslink er meget tilfreds med systemet og synes, at det er let at bruge, og at det er let at administrere. Det har givet mere tid, selvom det også kræver lidt tid at sætte sig ind i.
– Men generelt er systemet rigtigt fint. Den ipad, som det bliver styret fra, hænger centralt på stuen for de 0-3-årige og når den gå i pausemode, vises der billeder af børnene, fortæller Bitten Heidemann Pedersen.
Børnechef Harriet Meisner oplyser at man før sommerferien vil tage stilling til om der er Kidslink systemet man skal bruge fremover.