Nyheder
imported

Bruun bankede rust af i London

Sikker pointsejr over ung bulgarsk bokser

 Sikker pointsejr over ung bulgarsk bokser.

Den professionelle bokser Kasper Bruun fra Euro Event-stalden udbyggede fredag aften sin flotte rekordliste, da han ved et stævne i London besejrede Radoslav Miteh (3-7-0) fra Bulgarien sikkert på point efter seks omgange.

Det var Kasper Bruuns 15. sejr i 16 forsøg.

Kampen, der blev bokset i letweltervægt, blev bokset i Camden Centre, Kings Cross, og den var en del af promotor Mickey Helliets stævne, som Eurosport sendte live fra.
 
Samtlige tre sidedommere scorede kampen 60-54 til fordel for den 25-årige nordjyde fra Pandrup, som kun i starten virkede lidt rusten efter knap fem måneders fravær fra ringen.
 
– Men efterhånden fik han godt gang i sit jab og kom ind i en god rytme, og der var ingen tvivl om sejren, fastslår Søren Larsen, der sekunderede Euro Event-bokseren.
 
20-årige Radoslav Miteh boksede sin 10. kamp som professionel, og selv om han ikke kunne true sin fem år ældre danske modstander, gjorde han alligevel god modstand.
 
– Han var god til at "overleve", og det var godt for Kasper at få lov at gå alle omgange. Det får han brug for senere, understreger Søren Larsen med tanke på det næste Euro Event-stævnet i Gigantium 15. december. 
 
Her er Kasper Bruun tiltænkt en af hovedkampene.

Læs om fantastiske oplevelser og events