Tæt på

Charlotte Kronborg

 | FOTO: Presse
En af ildsjælene i PGU

Charlotte Kronborg bor med sin familie i Pandrup tæt på Jetsmark Idrætscenter – og her tilbringer hun en stor del af sin fritid. Hun er nemlig en af de mange ildsjæle, der har gjort PGU til et fyrtårn i fritids- og foreningslivet i lokalområdet. Det hele startede med, at hun begyndte at løbe i PGU-Runners for 10-12 år siden. På den måde kom hun i kontakt med PGU, så hendes kærlighed til at løbe førte til en bestyrelsespost i PGU for 4 år siden, hvor hun kom tæt på beslutningerne. Og hun kastede sig med energi og engagement ud i at idéudvikle både udendørs og indendørs aktiviteter.

Frivilligt arbejde giver et værdifuldt netværk

En helt naturlig følge af hendes engagement blev, at hun blev leder af PGU-Fitness og teamleder for såvel de indendørs som de udendørs aktiviteter i foreningen. Og de mange forskellige aktiviteter krydser på mange måder hinanden, forklarer hun, da Blokhus Avis møder hende til en snak i et hyggehjørne i Jetsmark Idrætscenter. Der opstår en synergieffekt, som bare får det hele til at gå op i en højere enhed. – Også et internt fitnessudvalg i huset er hun en aktiv del af. De mange timer i fritiden, der bruges på den foreningsmæssige front sker helt og aldeles på frivillig basis, og det giver utrolig meget tilbage, lyder det fra Charlotte Kronborg – ikke i form af kontant afregning, men i form af det, der betyder langt mere, nemlig den rent menneskelige og mentale gevinst ved at se sundhed, fællesskab og kontakter på kryds og tværs skabe trivsel og livskvalitet for både børn, unge og ældre. Som frivillig bliver man en del af et meget værdifuldt netværk, siger Charlotte Kronborg med ildsjælens lys i øjnene.

Mangfoldig vifte af tilbud

Og hun forsætter med at fastslå, at i PGU er man én stor familie. Vi bruger hinanden konstruktivt til det, vi hver især er bedst til, som hun siger. – Og Charlotte Kronborg tilføjer med både stolthed og taknemmelighed i stemmen, at nu har vi jo de optimale fysiske rammer og en fremtidssikring, når det gælder at udfolde et aktivt fritids- og motionsliv for alle. – I fitnesscentret er der maget fokus på spinning, fortæller hun – og nu kan det også foregå virtuelt, hvor brugerne kan blive guidet igennem uden en instruktørs tilstedeværelse, hvilket giver fleksibilitet og store frihedsgrader. – Blandt nye tiltag er endvidere yoga for mænd, hvilket har givet en stor efterspørgsel, oplyser Charlotte Kronborg. Dels har den fysiske aktivitet betydning for deltagerne, men også den sociale dimension fylder ifølge Charlotte Kronborg meget. Det er både trygt og dejligt at være fysisk aktiv med ligesindede. Endelig er også Marathon-spinning, cirkeltræning og dans aktiviteter, som er med til at gøre viften af tilbud mangfoldig.

Bajerløbet giver smag på mere motion

Hele projektet går ud på at få folk ud af sofaen og ud at motionere, hvad enten det er med maskinerne i fitnesscentret eller at gå eller småløbe udendørs. Og den stigende interesse efter at være med viser, at der virkelig er et behov, siger Charlotte Kronborg. Og når folk først er en del af fællesskabet, så bliver de her, tilføjer hun. – I øvrigt kan vi afslutningsvis fortælle, at Charlotte Kronborg fungerede som opvarmer i forbindelse med Bajerløbet i Blokhus – og bajerne, ja det var først bagefter, men det vigtigste er, at smag på bajerne for mange deltagere følges op med smag på mere motion.

Læs om fantastiske oplevelser og events

Relaterede artikler