Nyheder
imported

Danmarks ældste operafestival med et dobbelt så stort program

DET SKER: Aalborg Operafestival fejrer sit 20-års jubilæum med flotte indslag

Tekst og foto: Presse

I år kan Aalborg Operafestival med stolthed fejre 20-års jubilæum som Danmarks ældste operafestival. I en særlig jubilæumsudgave byder festivalen på mere end 50 opførelser og koncerter i et festligt og varieret program, hvilket er dobbelt så mange som tidligere år. Festivalen finder sted fra torsdag 5. til søndag 8. august på lokationer i Aalborg og omegn. 

International begivenhed

Aalborg Operafestival præsenterer operaens innovative spændvidde. Programmet rummer både traditionelle, klassiske og nyskrevne opsætninger. Målet er at skabe opera for alle og af alle. Derfor er én af festivalens vigtigste indslag også forestillingen Aalborgsange i Musikkens Hus, der er skabt af både psykisk og fysisk sårbare borgere i Aalborg.
Spritfabrikken danner rammen om åbningskoncerterne, hvor Aalborg Symfoniorkester under ledelse af Giordano Bellincampi vil flankere vinderen af Aalborg Operapris 2019, barytonen Simon Duus, i en opsætning, der kommenterer på danskernes forhold til alkoholen. Ved den første åbningskoncert, som transmitteres live i DR P2, afsløres desuden årets vinder af Aalborg Operapris.
– Det er en spektakulær jubilæumsudgave. Vi har sammensat et program af højeste internationale kvalitet, som man kan sanse med hele kroppen. Byen bliver fyldt med festivalstemning med alt, hvad dertil hører af fællesskab og godter til ganen, og vi glæder os til at opleve og fejre den fantastiske musik med byens borgere og alle dem, der kommer på besøg, siger festivalleder Peter Rønn.

Opførsler

Nordkraft, Jakob Ejersbo, Teater Nordkraft
Koloratursopran Siobhan Stagg, Musikkens Hus
Oplevelser på C. W. Obels Plads, Aalborg Airport Hotels tagterasse og Hovedbiblioteket
Opera til Kaffen besøger seks plejehjem i Aalborg
12 altaner i byen som scener

Læs om fantastiske oplevelser og events