Pandrup

Derfor vandt Jammerbugt FC lokalopgøret i Hobro

Fodbold, Nordic Bet Ligaen
Hobro IK – Jammerbugt FC: 0-1 (0-0)
0-1 (76.) Bardhec Bytyqi

Den neutrale tilskuer ville inden lokalopgøret mellem Hobro IK og Jammerbugt FC fredag aften i Hobro formentlig kalde den tidligere superligaklub, Hobro IK, for storebror og gæsterne fra Jammerbugt FC for den ærgerrige og drilske lillebror.
Efter kampen og sejren til udeholdet er der ingen tvivl om, hvem der er ærgerrig og drilsk, men der er tvivl om, der i det hele taget er en lillebror.
For selv om Jammerbugt FC er klar over sit udgangspunkt, så vil klubben meget mere.

Vi vil vinde
– Set fra min stol vinder vi over Hobro, fordi vi angriber kampen mest på vores præmisser. Vi kommer med en offensiv indstilling og indsats. Vi tager initiativet og viser, hvad vi gerne vil, siger cheftræner Bo Zinck.
– Vi har i ugen op til kampen talt om, at vi vil vinde, selv om vi er den mindste klub med det mindste budget fra den mindste by og med det mindste stadion i rækken.
– Man skal passe på, at det ikke hiver dig ned. Vi skal i stedet have den mentalitet, at vi vil vinde og gå ud og styre kampen. Og det gjorde vi langt hen ad vejen. Vi stod sammen som en enhed, selv om der er kommet mange nye med i de sidste tre måneder, siger en tilfreds Bo Zinck.

Tog initiativet
Jammerbugt FC fik også en god start på lokalopgøret og styrede 1. halvleg og forsøgte at spille bolden rundt og kom dermed til flere store chancer blandt andre til Solomon Ogberahwe.
– Vi sidder på initiativet i 1. halvleg, men vi kunne godt have spillet chancerne større, siger Bo Zinck.
Dog var det også i denne fase, at Hobro IK fik sin eneste store chance i kampen, en friløber, hvor Jammerbugt FC havde fået for mange spillere frem på banen, men det førte ikke til mål til hjemmeholdet.

Ny energi
Efter pausen blev kampen mere jævnbyrdig, mens Jammerbugt FCs midtbaneprofil David Edvardsson var tæt på at score et flot mål fra kanten af feltet, men bolden knækkede over hjørnet.
Max Møller kom på banen som back  i stedet for 19-årige Emmanuel Igbonekwul og efterfølgende kom Emil Nielsen, Sead Gavranovic og Daniel Mortensen på banen som afløsere for Mads Larsen, Frederik Høgh og Omar Natami. Det skete i det 68. minut.
– Det skete for at sikre, at vi fortsat have kræfter og energi til at være farlige, forklarer Bo Zinck.

Sejrsmålet
Og kort efter kom sejrsmålet.
En afslutning fra Sead Gavranovic faldt ned til Bardhec Bytyqi, der kunne lægge bolden i mål under Hobro-keeperen.
Derefter kom Jammerbugt FC under et gevaldigt tryk, men uden at Hobro blev rigtig farlige.
– I flere situationer formåede vi at spille os ud af presset og kunne holde på bolden. Jeg er meget stolt over måden, som vi vinder på, understreger Bo Zinck.
Med sejren har Jammerbugt FC med sine 14 point lagt afstand til bunden med 5 point ned til Hobro Ik, der har 9 point ligesom Fremad Amager på sidstepladsen, der dog har spillet en kamp mindre.
Jammerbugt FC spiller lørdag 30. oktober kl. 14 hjemme mod Nykøbing FC.

Læs om fantastiske oplevelser og events