Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis
Snart er det tid til årets Internationale Sandskulpturfestival i Blokhus, hvor der inviteres til kunstnerisk sanseoplevelse i den nyindrettede 20.000 m2 store skulpturpark, med flotte sandskulpturer, træskulpturer, jernskulpturer, stenskulpturer, bronzeskulpturer og meget mere, alt placeret i de nye og smukke sansehaver.
Fra og med den 5. maj kan du se sandskulptørerne udfærdige årets sandskulpturer efter temaet "Verdens Vildeste Dyr". Der er officiel indvielsesfest med fuld musik pinselørdag, den 14. maj kl. 11:00, hvor Borgmester Mogens Gade klipper snoren, Blokhus Kanonlaug skyder sæsonen i gang og Brovst Pigegarde leverer underholdningen.
International Træskulpturfestival
I dagene d. 3.,4. og 5. juni kl. 10-17 kommer de kendte træskulptører og arbejder med motorsav, når de skl udforme træskulpturer – også ud fra temaet ” Verdens Vildeste dyr”. Hvem ved, om du bliver sendt forbi den vindblæste halvø med vilde heste i Canada til barske bjergegne med sneleoparder i Afghanistan? – Kun skulptørerne, der i starten af juni vil forsøge at begribe temaet og lade flere hundrede år og kæmpe store stammer blive til nogle af verdens vildeste dyr.