Blokhus

Etly Klarborg ekspanderer

Nisserne rykker ind i USA

Etly Klarborg og de landskendte, små, røde keramiknisser er ved at etablere sig i USA. Der er allerede på nuværende tidspunkt oprettet samarbejdsaftale med 12 forhandlere, og endnu flere er på vej.
Det er i staten Vermont, nord for New York og tæt på grænsen til Canada, at den lokale virksomhed har valgt at slå sig ned. Kontoret er lokaliseret i byen Burlington, og det er herfra at der trækkes i trådene på det amerikanske marked. Selve leverancerne afgår fra et lagerhotel, der er etableret i Champlain i staten New York.

Dansk kontakt i USA

Erhvervseventyret har fået luft under vingerne ved hjælp af en dansk kontakt i USA.
-Vi har fået god hjælp fra Sten Jensen, som er sælger for Cane-Line Møbler, fortæller Mathias Klarborg, webshop og store manager hos Etly Klarborg.
Cane-Line Møbler er et dansk firma, der har specialiseret sig i at sælge havemøbler.
-Sten Jensen har vi kendt fra dengang vores virksomhed havde et samarbejde med Trip Trap, og han har opfordret os til flere gange at starte op i USA, siger Mathias

Den nordiske feeling

Amerikanerne er vilde med den nordiske feeling. Beboere i området er slægtninge af nogle af dem, der tidligere immigrerede til USA fra Danmark, og de er derfor godt bekendte med Skandinavien. De er betaget af hygge og familie, som i høj grad er en del af Etly Klarborg universet, og samtidig vinder det også respekt, at det er en kvinde, der står bag brandet.
Mathias Klarborg fortæller videre, at valget faldt på staten Vermont, da det ikke er så stor en stat lige at starte med, og Sten har erfaringen på det amerikanske marked, som firmaet har brug for at trække på i en opstartsfase.

Mathias Klarborg (26 år) er søn af Etly Klarborg, og han har sammen med de 2 øvrige brødre Martin (36 år) og Mads (33 år) været i USA to gange i foråret og tager turen igen i slutningen af september for at hjælpe det hele på vej. Samtidig er der hyret et PR-bureau, som også skal være samarbejdspartner på projektet.
-Under rejserne i foråret slog vi ret bogstaveligt døren ind hos de amerikanske butikker. Vi tog nissehuer på, og så var det ellers bare i gang, griner Mathias, da han tænker tilbage. Vi kan jo ikke rigtig gøre så meget herhjemme i forhold til at designe og producere nisserne, men det her kan vi finde ud af.
-Samtidig har vi etableret en webshop henvendt til amerikanerne, så nu er vi flyveklar og spændte på hvor det fører os hen, afslutter Mathias Klarborg.

Læs om fantastiske oplevelser og events