(Foto: Poul Nymark)
I mere end 200 år har papirteatret glædet, inspireret og oplyst os danskere, men i vores digitale tidsalder er papirteatret næsten blevet glemt. Nu blomstrer genren igen, imens familier og entusiaster i corona-isolation, klipper, folder og instruerer teater på små papirbrædder, har Museum for Papirkunst skabt denne totaloplevelse af en udstilling – hvor krop, sanser, æstetik og analog fordybelse er i centrum.
Udstillingen åbner 13. maj kl. 13.
En kunstart til tiden
Netop nu, hvor corona-pandemien sætter begrænsninger i vores hverdag, er det tid til at give papirteateret en renæssance. Det er vanskeligt at deltage i større forsamlinger, og mange bruger mere tid derhjemme eller i lokalområdet.
Papirteater er inkluderende og alle kan være med.
Gennem papirteatret får man adgang til en analog og taktil verden, hvor fantasi, kreativitet og forståelse for kunst kan slå rod og blomstre gennem hele livet. Papirteater er for alle og kan samle familie og venner til en anderledes analog oplevelse. At producere og spille papirteater indeholder et utal af facetter og opgaver og er derfor inkluderende, lige meget hvilke evner man har. Der er nemlig både brug for scenografer, instruktører, manuskriptforfattere, skuespillere, tegnere og mange flere.
Oplev kulturarv tilsat fantasi
Papirteatret er en lille, men vigtig brik i den danske kulturarv. I udstillingen kan man se 15 forskellige papirteatre, hvoraf de ældste dateres helt tilbage til 1800-tallet. Også de populære papirteatre fra Familie Journalen, som du måske kan huske fra din barndom, er med, ligesom du kan se H.M. Dronning Margrethes decoupage-scenografier til Skibsdrengens Fortælling.
I forbindelse med udstillingen arrangerer museet desuden papirteater-workshops i udvalgte weekender og papirteaterforestillinger for både børn og voksne, som sætter liv i den gamle tradition, i skoleferierne.
I kendte fodspor
James Price, Nikolaj Hübbe, Knud Romer, Søren Pilmark og Jytte Abildstrøm og mange flere, har spillet papirteater gennem tiden, ja selv vores alle sammens H.C. Andersen spillede papirteater. Der er derfor også plads til dig – så gå ikke glip af denne øjenåbnende udstilling, som pirrer din nysgerrighed.
Udstillingen er støttet af Nordea-fonden, Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, Region Nordjyllands store kulturpulje og Kulturministeriets Udlodningsmidler og produceret i samarbejde med Dansk Modelteater Forening. Kurator: Tina Midtgaard.
I anledning af udstillingsåbningen 13. maj kl. 13.00 er der gratis entré til museet fra kl 12.30-16.00 og papirteaterforestillinger kl. 13.30 og 15.00 (gratis på åbningsdagen, begrænset antal billetter). Øvrige spilletider kan ses på www.museumforpapirkunst.dk
Udstillingsperiode: 13. maj 2021 – 27. februar 2022.