Nyheder
imported

Farverige faldskærme og flotte spring

Blokhus-Open foldede sig ud over stranden ved Blokhus

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

De farverige faldskærme tog sig flotte ud på den blå himmel, og med sikkerhed blev de styret til meget præcise ladninger på den brede hvide strand i weekenden 18. til 20. juni, hvor en stor del af eliten af faldskærmsudspringere dystede i klassiske præcisionsspring samt speed præcisionsspring.
– Alle forberedelser forløb helt perfekt, og alle har været gode til at støtte og hjælpe os, fortæller Torben Glud, der er arrangør af Blokhus-Open sammen med Varde Faldskærmsklub og Erhvervsforeningen Destination Blokhus.

Konkurrencerne

Der blev dystet både individuelt samt med 5-mands hold.
Springene er fra én kilometers højde, og i den klassiske konkurrence gælder det om at lande så tæt som muligt på den elektroniske scoreplade, som har en diameter på to centimeter, og som måler 16 centimeter ud.
Hvis man lander uden for pladen, får man max. scoren 16, og det handler selvfølgelig om at få så lav en score som muligt.
Ved de klassiske spring er skærmene 25 til 30 kvadratmeter, mens der i speed konkurrencen benyttes faldskærme på 10 til 20 kvadratmeter, men på grund af den hurtigere hastighed er landingspunktet også større.

Stor opbakning

Dog var der under konkurrencen problemer med, at startbanen til flyene, som var på stranden syd for Blokhus, var for blød.
– Det betød, at vi spildte to gange en halv dag, hvor det ellers var rigtig godt vejr at springe i, fortæller Torben Glud.
– Men hver gang vi bad om hjælp fra Nordjyllands Beredskab eller Jammerbugt Kommune, gik der blot en halv time, og så stod de klar med store vandkanoner for at gøre startbanen klar, roser Torben Glud opbakningen til stævnet.
Han har allerede en plan til forbedringer af startbanen ved næste stævne.
– Det er at entrere med militæret, så vi kan få lagt nogle køreplader og så have en græsbane som back-ud.
Drillerierne betød, at man ikke nåede at gennemføre afdelingen med de klassiske præcisionsspring, hvorimod speed præcision blev gennemført.
– Vi er helt sikkert klar til Blokhus-Open igen næste år. Det har kostet blod, sved og tårer og tabte kilo – 4 på de sidste 10 dage – men allerede dagen efter har man følelsen af, at det er ret fedt, siger Torben Glud.

Fakta

Speed præcision individuel:
1. plads: Anders Krabbenhøft og Niels Høgsmark, begge med 2 point.

2. plads: Rune Klitgaard Nielsen.

Speed hold præcision:
1. plads 33 point: Team KAFFE, Skydive Viborg.

Kim Daugaard, Niels Kristian Andersen, Niels Høgsmark, Kim Papsø og Rune Klitgaard Nielsen.

2. plads 43 point: VAF, Varde Faldskærmsklub.

Kim Jørgensen, Hans Oksen, Anders Krabbenhøft, Keld Lyager, Kenneth Thomsen.

3. plads 85 point:

Team SPRØD, Holstebro Faldskærmsklub

Anders Kock, Arthur Boszczyle, Niklas Bank Kokholm, Casper Nielsen.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events