Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark
Det er altid en sikker publikumstræffer med tusindvis af mennesker på Blokhus Strand, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus holder det stor Fly-In, hvor 20 forskellige veteranfly, propelfly og gyrokoptere lander på den brede hvide strand med Vesterhavet som kulisse til den ene side og de hvide klitter til den anden.
I to etager
Og i år er der to fly, som formår at skille sig ud i det ellers helt særlige felt af interessante fly, når der er Fly-In søndag 21. august.
Det er det russisk byggede passagerfly i to etager af typen Antonov, som nu er i svensk eje og flyver fra den private lufthavn, Kattleberg, nær Göteborg for at deltage i Fly-In.
Desuden ankommer Jesper Borbye i sin vandflyver, en SeaRey, og den er Danmarks eneste privatejede søflyver.
Meet & Greet
Det er Niels Hemmingsen, direktør i Aalborg Lufthavn, der byder velkommen, og når flyene er landet, kan de blive studeret indgående, når der er det meget populære Meet & Greet på stranden.
Her står piloterne står klar til at fortælle om deres fly og ikke mindst om deres til tider dramatiske oplevelser og erfaringer i luften.
Vind en flyvetur
Desuden er der en konkurrence for publikum, som skal stemme på deres favoritfly via sms, med mulighed for at vinde flotte præmier.
Hele dagen er der på Blokhus Strand udstillinger om næsten alt inden for flysporten, og Forsvarets Air Wing Transport kommer og sørger for, at man kan vinde en tur i en Herkules.
Flyverhjemmeværnets Stabseskadrille 200 stiller med en kæmpe stand, hvor de viser køretøjer, våbensystemer, udstyr og soldater i uniform. Der vil ligeledes være forskellige konkurrencer på stranden og selvfølgelig besøg af forskellige flyveklubber, hvor man kan få info om flycertifikat og medlemskab.
> Se program for Blokhus Fly In
> Se flere events