Fokus på

Franske og nordiske fornemmelser i Thorupstrand

Rikke og Jesper Finderup byder igen i år velkommen til deres hyggelige Café Villa Rosa i den romantisk indrettede hestestald på Thorup Strandvej – vejen ned til fiskerlejet i Thorupstrand.

I Kristi Himmelfartsferien holder caféen åbent den 29. og 30. maj samt 1. juni fra kl. 12.00-16.00, hvor der – ud over kaffe og kage – serveres frokostretter som tarteletter og hjemmelavet hønsekødssuppe.

Cafeen, der er inspireret af det bedste fra både Norden og Frankrig, byder på nøje udvalgt barista-kaffe, almindelig kaffe, lækre kager samt hjemmelavet hyldeblomstsaft. Kaffebønnerne er specielt udvalgt efter vandprøver foretaget af Kaffeselskabet, hvilket sikrer en ekstra velsmagende oplevelse.

I år har Rikke og Jesper opgraderet caféen med endnu flere detaljer – blandt andet lysekroner i alle hesteboksene – som skaber en eventyrlig og romantisk stemning.

Villa Rosa åbnede som en pop-up café sidste år med stor succes. Derfor bliver der denne sæson flere åbningsdage, særligt i sommerperioden, som annonceres løbende på sociale medier.
Åbningstiderne vil som udgangspunkt være fra kl. 12.00–16.00.

Når du besøger Villa Rosa, kan du også opleve den charmerende stemning fra de omkring 25 islandske heste, der normalt bebor gården, når de ikke går på sommergræs.

Kom forbi og nyd en dejlig kop kaffe, en lækker kage – eller de nye frokostretter, i unikke omgivelser, hvor nordisk natur møder fransk elegance.

Læs om fantastiske oplevelser og events