Klokken nærmer sig 19 en tirsdag aften. På en parkeringsplads står en flok mennesker og småsnakker. Nogle hilser på gamle bekendte, mens andre er mødt op for første gang og kigger nysgerrigt rundt.
Om få minutter går turen ud i naturen. Denne gang til Tørvetorvet i Moseby, næste tirsdag et helt andet sted i Jammerbugten. Turene fører deltagerne ad stier og gennem landskaber, som mange aldrig ville opdage fra bilvinduet.
Hos Fodslaw Jammerbugten starter det ofte med en enkelt gåtur. Måske er det nysgerrigheden efter at opleve nye sider af området, der får folk til at komme. Måske er det ønsket om motion eller frisk luft. Men for mange bliver det hurtigt samværet, der får dem til at vende tilbage.
Det fortæller formand Olfert Andreasen, der selv har været en del af foreningen i mange år.
Vi går ud sammen – og kommer hjem sammen
Turene er åbne for alle, og man behøver hverken medlemskab eller tilmelding for at være med. Faktisk kan man blot møde op på mødestedet og gå med. Deltagerne kan vælge mellem en kort rute på omkring fem kilometer og en længere rute på cirka syv kilometer.
For den, der aldrig har været med før, kan det virke lidt grænseoverskridende at møde op blandt fremmede mennesker. Passer man ind? Kender alle de andre hinanden? Nogle er også nervøse for, om de kan følge tempoet eller kommer til at sinke de andre.
Men sådan fungerer det ikke hos os. Vi går ud sammen, og vi kommer hjem sammen. Ingen bliver efterladt.
Undervejs er der pauser, og turlederne holder løbende øje med, at alle er med.
– Der er stor forståelse for, at folk går i forskelligt tempo. Nogle har brug for en lille pause eller en tår vand undervejs, og det tager vi selvfølgelig hensyn til.
På en almindelig sommeraften møder mellem 40 og 50 deltagere op. Nogle kommer som par eller familier, mens andre møder op alene.
– Vi oplever tit, at folk kommer igen, når de først har prøvet at gå med os. Mange siger bagefter, at de er glade for at have fundet ud af, at de her ture eksisterer.
Flere af deltagerne er sommerhusgæster, som vender tilbage år efter år. For nogle er tirsdagsturene efterhånden blevet en fast del af ferien, og flere tager både børn og børnebørn med på turene.
Jammerbugten er meget mere end Vesterhavet
De fleste kender Jammerbugten for Vesterhavet, stranden og klitterne. Men bevæger man sig bare få kilometer væk fra kysten, åbner der sig helt andre landskaber med skovområder, søer, plantager, bakker og stier.
Det er netop de steder, deltagerne hos Fodslaw Jammerbugten søger mod, når de hver tirsdag aften mødes til fælles vandring.
I løbet af sommeren går turene blandt andet gennem Langdal Plantages bakkede terræn, Fosdalens kuperede landskab, Øland Skovs hjertestier, Rødhus Klits åbne natur og området omkring Bulbjerg.
– Folk bliver ofte overraskede over, hvor meget varierende natur der faktisk findes her. Mange fortæller, at de igennem vores gåture har oplevet steder, de ikke anede eksisterede. Det gælder også lokale, som måske har boet her i årevis.
Mere end blot en vandretur
Naturen er kun en del af forklaringen på, at folk bliver ved med at møde op.
– Oplevelserne er vigtige, og motionen spiller også en rolle. Men det er samværet, der binder det hele sammen.
Efter hver tur samles gruppen omkring kaffe og hjemmebag. Her bliver dagens oplevelser vendt, mens snakken glider videre til hverdagen, familien og alt det andet, der fylder i livet.
– Kaffen bagefter betyder rigtig meget. Det er ofte her, de dybere bekendtskaber opstår. Folk bliver faktisk tit hængende længere, end selve turen varer, siger han med et grin.
Bag de ugentlige ture står en gruppe frivillige, som året rundt bruger tid på at planlægge ruter og skabe gode oplevelser i naturen.
– Det kræver mange hænder at holde aktiviteterne kørende, og vi er heldige at have mennesker, som gladeligt bruger tid og kræfter på det.
For Olfert Andreasen er det dog ikke kun naturen, der gør indsatsen værd. Det er mindst lige så meget glæden ved at se nye venskaber opstå undervejs.
– At se folks smil og glæde ved at opleve naturen sammen gør det hele værd.
Vil du se, hvor næste tur går hen, kan du finde programmet på fodslaw.dk eller følge Fodslaw Jammerbugten på Facebook.
Fodslaw Jammerbugten
- Afgang hver tirsdag kl. 19.00
- Ture på 5 og 7 km.
- Turene varer cirka 1½ time
- Gratis at være med og ingen tilmelding nødvendig
- Kaffe og hjemmebag efter turene: 15 kr.
- Hunde er velkomne i snor
Sommerens ture
14. juli – Langdal Plantage
21. juli – Fosdal Plantage
28. juli – Øland Skov
4. august – Nørhalne
11. august – Bratbjerg
18. august – Rødhus Klit
25. august – Bulbjerg




