Der er masser af liv i den historiske kro på Gjøl, og den gammeldags ret med stegte ål er yderst populær.
Den idylleriske kro med de takkede gavle og blå vinduer ligger med den smukkeste udsigt over fjorden.
Den over 100 år gamle kro er blandt andet kendt for at servere stegte ål. Med den nære beliggenhed til fjorden er retten derfor også selvskreven til at være en del af menukortet.
De pandestegte ål, stegt i rigeligt smør, er da også særdeles populære blandt gæsterne på Gjøl, fortæller forpagter Lone Pedersen. De får fine anbefalinger og rosende ord med på vejen. På aftenmenuen sælges der to varianter af menuen. Det er en enkelt portion eller ad libitum, hvor det er spis hvad du kan.
Gamle traditioner holdes i hævd
Som der hører sig til på en gammel kro er der en hyggelig krostue, høje træpaneler og lysekrone, som bidrager til den autentiske oplevelse. Lone Pedersen fortæller samtidig, at der naturligvis også bliver værnet om de gamle traditioner. Historien bliver trukket med helt ind i køkkenet og ålene er f.eks. tilberedt efter en god gammeldags opskrift. Samtidig bliver de naturligvis – helt som traditionerne foreskriver – serveret med det rette tilbehør: Flødestuvede kartofler, syltede agurker og tyttebær. Hertil hører sig også en kold øl, og det er kroen også leveringsdygtig i samtidig med, at der for samme pris er inkluderet en fantastisk udsigt over fjorden og det hyggelige havnemiljø.