Pandrup

Handelslivet i Pandrup og Kaas klar til aktivt år

Efter en forholdsvis stille periode på grund af Corona, så er handelslivet og Pandrup og Kaas nu mere end klar til at sørge for nye spændende arrangementer og oplevelser samt gode tilbud for kunder, beboere og turister i det kommende år.
Blandt andet venter der en stor musikalsk oplevelse til By Night i 2022.
Det blev klart, da Pandrup Kaas Handel og Erhverv onsdag aften 1. september havde generalforsamling på Pandrup Kro.

Kreative butikker
I sin beretning kunne formand Anders Sølvkær se tilbage på en periode, hvor de mange spændende specialbutikker med kreativitet klaret sig ok gennem Corona-krisen med blandt andet shows på Facebook og click-and-collect.
Og trods omstændighederne blev der arrangeret Halloween, Black Friday, Sommersalg, som alle forløb godt, og ikke mindst den store By Night i juli med deltagelse af Kandis.
Her havde handelsstanden havde lagt sig selen og udnyttet muligheden for atter at kunne tilbyde oplevelser på et niveau som før Corona.

Gode samarbejder
Der blev rettet en tak til Sparekassen Vendsyssel Hvetbo Fond for at have sponsoreret musikken til By Night, ligesom der er et godt samarbejde med Jammerbugt Kommune, der udover at have givet spritstandere til butikkerne også er flink til at støtte arrangementer som By Night via eventmidlerne.
Samtidig blev det nyere samarbejde med Pandrup Borgerforening, eksempelvis omkring Halloween, fremhævet, og dens flotte flagallé fik stor ros.

Musikalsk oplevelse
Og allerede nu kunne Anders Sølvkært love, at der til By Night 2022 også kommer en stor musikalsk oplevelse på niveau med Kandis optræden i år, og det var ikke længe før, navnet kan blive offentliggjort.
Men allerede i år venter der nye oplevelser. Det er Halloween 21. oktober, Black Friday 26. november samt juleoptog 19. december.

På valg
Derefter kunne dirigent Ole Bjørn, som ledte generalforsamlingen for 23. år i træk, fortælle, at Lars Møller Nielsen, Pandrup Cykelcenter, Sanne Lundbo, Kop & Kande, og Lotte Rank, Gul Sølv & Ure, var på valg til bestyrelse. Alle var villige til genvalg.
Derimod ønskede Jens Jørgen Jensen efter en lang årrække i bestyrelsen at tage en pause.
Han blev erstattet af Marianne, Bak, Pandrup Kino. Desuden blev bestyrelsen udvidet med Mia fra Krealaden i Kaas.
De øvrige medlemmer af bestyrelsen er Anders Sølvkær, SuperBrugsen, og Lena Maria Rodkjær Rudkjøbing fra Moster L.
Tommy Bach, AL Sport, blev genvalgt som suppleant, og som regnskabsfører var der genvalg af Dansk Revision Wulff & Haaning, ligesom Peter Wulf har udført sekretæropgaver for bestyrelsen.

Læs om fantastiske oplevelser og events