Sidste år fandt Erhvervsforeningen Destination Blokhus samt de erhvervsdrivende i Hune på et nyt initiativ ”Happy Mondays” i Hune.
Happy Mondays finder sted fire mandage i juli, hvor der vil være ekstra aktiviteter i gaderne samt butikkerne. Første gang det blev afholdt var den 8. juli.
– Vi er godt tilfredse med de mange glade gæster, der lagde vejen forbi Hune og de erhvervsdrivende har meldt ud, at starten på Happy Mondays i Hune tiltræk endnu flere gæster i år end sidste år, fortæller Rikke Eriksen, eventkoordinator fra Erhvervsforening Destination Blokhus.
Butikkerne i Hune har arrangeret forskellige oplevelser udenfor deres virksomheder bl.a. legeland for børnene, bogstavsjagt og forskellige konkurrencer.
Der var også masser af mulighed for at udfolde de kreative evner, lege med papirfly eller gå på jagt efter gode tilbud samt nyde musik og mad.
Imponerende præmier
I forbindelse med gentagelsen af de ekstra mandage i Hune kommer der nu endnu et nyt initiativ til de glade feriegæster, hvor man kan vinde fede præmier. Man kan nemlig modtage et stempelkort hos en af de 12 erhvervsdrivende i Hune, hvortil man modtager et stempel, hver gang man handler.
Når kortet er udfyldt med fem forskellige stempler, skal det afleveres i kassen hos Spar Hune.
Hver torsdag i uge 29, 30 og 31 vil der blive trukket vindere fra boksen. Præmierne er imponerende gevinster fra de erhvervsdrivende i Hune.
Stempelkortet kan bruges fra 8. juli til 1. august, og vinderne får direkte besked.
Glade erhvervsdrivende
Hos Monomen i Hune oplyser Morten Bo, at arrangementet blev gennemført med succes. Her kunne de handlende blandt andet gætte duftnoter og vinde en 100 ml. parfume.
– Vi er virkelig glade for de nye aktivitetsmandage. Folk er glade, og der var mange mennesker, som besøgte os. Det giver jo god mening at lave nogle aktiviteter, for det er jo også det vi selv efterspørger, når vi er på ferie og aktiviteterne gør Hune mere synlig. Det bakker vi meget gerne op omkring, afslutter han.
Fast tradition i Hune
– Formålet med Happy Mondays i Hune er at sætte mere fokus på Hune. Gæster i området skal blive mere opmærksomme på, at der er mange spændende specialforretninger i Hune, og de skal gerne blive inspireret til at bryde ud af den store kø mod Blokhus til i lige så høj grad at svinge ind til forretningerne i Hune, for at gå på opdagelse i dem, fortæller Rikke Eriksen.
Der er altid mange gæster til den By Night, der afholdes hvert år i uge 29, men med Happy Mondays er det udbygget igen i år til, at der også er mange aktiviteter og oplevelser de øvrige mandage.