Blokhus

Home-kæden støtter Skyggebørn

Ansatte i home begiver sig ud af kontorets skygge for at støtte Skyggebørn
home Blokhus

Fredag d. 22. september går medarbejderne hos home Blokhus, Aalborg og Nibe langt, for at samle en pose penge ind til velgørenhed, oplyser de en pressemeddelelse.

Dagen bliver en lidt anderledes dag for de 24 medarbejdere i Blokhus, Nibe og de syv home-butikker i og omkring Aalborg, oplyser indehaverne Barrett, Munch, Straarup & Hjortlund.
I stedet for de pæne sko skal de møde op i vandrestøvler. 
De skal nemlig med afsæt fra home-butikkerne i Blokhus, Nibe, Vejgaard, Hasseris, Østerbro og Lejlighedsbutikken til home-butikken i Nørresundby tilbagelægge ca. 63 km. til fordel for Skyggebørn. 
 
Indehaver Jeppe Straarup fortæller, at formålet med at gå den lange tur er at gå lidt længere for et godt formål.
For hver km. medarbejderne går, giver indehaverne et beløb til organisationen Skyggebørn i Aalborg.
Skyggebørn er samtalegrupper for børn og unge i sorg, som har mistet én, der står dem nær.
 
-Det skulle gerne blive lidt over 20.000 kr., men alt efter hvor gode medarbejderne er, kan det godt være, vi runder beløbet lidt op, siger Jeppe Straarup.
Han fortæller, at de lokale home-folk de seneste par år, har støttet forskellige velgørende organisationer, bl.a. Julemærkehjemmet og Gestus Nord. 
-Men i år ville vi gerne finde en organisation, der støtter børn og som er mere lokale, og som vi også synes er lidt overset, forklarer han.
 
Ud over at der kommer penge i kassen, til det gode formål, håber han også på en god dag for medarbejderne med masser af frisk luft og tid til gode snakke og grin, mens de lader fødderne tale.
 
home-folkenes første gå-hold starter kl. 07.45 på fredag d. 22. september v/ home Blokhus, og så er målet at ramme home Nørresundby i samlet flok omkring kl. 16.00. Her vil en repræsentant fra Skyggebørn stå klar til at få overrakt gavechecken.

Læs mere om Skyggebørn her

Læs om fantastiske oplevelser og events