Nyheder
imported

Huspriserne er nu over finanskriseniveau i Jammerbugt Kommune

Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at salgsprisen på et hus i juni måned ikke kun er steget siden samme måned sidste år. De er også højere end for blot en måned siden i samtlige regioner. Det betyder, at Jammerbugt Kommune samt 16 øvrige kommuner nu ligger over prisniveauet, inden boligboblen brast.

Tekst: Louise Kande (redigeret fra Boligsiden.dk) – Foto: Presse

I juni måned kostede én kvadratmeter hus i Danmark i gennemsnit 13.976 kroner, og det er knap en procent mere end for blot en måned siden. Og ser man et år tilbage, er priserne på landsplan steget 4,3 procent. Både den månedlige og årlig prisstigning gør sig gældende i alle landets regioner, viser nye nøgletal fra Boligsiden.dk.

Over niveau fra lige inden finanskrisen

Væksten på markedet for villaer og rækkehuse gør, at huspriserne nu ligger over niveauet fra tiden lige inden finanskrisen i 17 ud af landets 98 kommuner. For tre år siden, i juni 2015, gjaldt det blot tre kommuner. Her lå Aalborg 8,6 procent over niveau, Skanderborg 1,9 procent over, mens huspriserne i København var 1,1 procent højere. I Aarhus havde priserne lige akkurat ramt niveauet fra før krisen.

– Når vi ser, at yderligere 14 kommuner er kommet over finanskriseniveau på blot tre år, skyldes det, at boligmarkedet har været særdeles aktivt i perioden. Det skyldes hovedsageligt den lave rente, og så har vi fået finanskrisen på tilpas lang afstand til, at vi for nogle år siden igen begyndte at tro på markedet, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter: – Fortsætter priserne med at vækste, kan vi forvente at få endnu flere kommuner med de kommende år. Lige nu ser vi et husmarked, hvor der er grønne tal i alle regioner, når vi ser på salgspriserne, og derudover kan vi se, at efterspørgslen fortsat er stor, i det salgstiden falder. På en måned er den på landsplan i gennemsnit blevet otte dage mindre.

Prisstigninger udspringer fra de store byer

Ser man på, hvordan antallet af kommuner, der har krydset toppen, har udviklet sig, er der et klart mønster. Det er landets største byer, der hurtigst er kommet på fode igen efter finanskrisen. – Derfor ser vi også, at den positive udvikling spreder sig som ringe i vandet ud fra de punkter, hvor priserne hurtigst nåede niveau. Det betyder, at mange af de Aalborgensiske omegnskommuner er kommet med, således priserne i Aalborg har haft en afsmittende effekt på nogle af de omkringliggende kommuner, såsom Jammerbugt Kommune, siger Birgit Daetz. I Jammerbugt er huspriserne nu over topniveauet (målt i perioden 2005-2011) – således er salgspriserne 10,1% over niveau i juni 2018.

Læs om fantastiske oplevelser og events