Nyheder
imported

Ib Grønbech kommer med til generalforsamlingen

Blokhus & Omegns Grundejerforening kan endelig fejre sit jubilæum

Tekst: Martin Frandsen Foto: Poul Nymark

Møder er blevet aflyst, datoer nævnt og opgivet igen grundet pandemien, men nu ligger det fast.
Blokhus & Omegns Grundejerforening inviterer sine cirka 700 medlemmer til generalforsamling og fejring af foreningens 60 års jubilæum.
Det sker søndag 1. august kl. 10.00 på Restaurant Nordstjernen i Blokhus.
– Vi måtte jo aflyse både festligholdelse og generalforsamling i 2020, så derfor gør vi noget ekstra i år for vores medlemmer, oplyser Jens Saabo, formand for foreningen.
Efter generalforsamlingen vil der ikke alene blive serveret højt belagt smørrebrød, Ib Grønbech kommer også forbi og underholder med sange og sjove anekdoter.
 

Opgaverne flytter sig
Gennem de 60 år har foreningens opgaver flyttet sig fra primært at handle om kloakering og lokalplaner til at sikre den fortsat positive og flotte udvikling af Blokhus.
Derfor yder foreningen økonomisk støtte til arrangementer som Skøjtebanen og Musik på Torvet og har flere gange givet underskudsgaranti, når projekter skulle sættes i gang.
Tilbage i 2006 finansierede Blokhus & Omegns Grundejerforening opførelsen af Sømærket samt rejste penge via Inge og Asger Larsens Fond til genopbygningen af Redningsstationen og fik opført Strandcentret via folkeaktier.
Siden indgik Sømærket i Blokhusfonden, som grundejerforeningen også er medstifter af.
– Det er vores opgave at støtte de ting og arrangementer, der sker i området. Vi vil sørge for, at det, der sker her, bringer Blokhus tilbage til sin originalitet med det maritime miljø, understreger Jens Saabo.
Han tilføjer, at et punkt på generalforsamlingens dagsorden er, at ikke alene grundejere, men også lejere kan blive medlemmer af Blokhus & Omegns Grundejerforening.
Der er plads til cirka 250 deltagere til generalforsamlingen og derfor tilmelding senest 28. juli kl. 16 til:
blokhusgf@g.mail.com eller js@vingaardshus.dk samt mobil 4051 0207.
 

Læs om fantastiske oplevelser og events