Pandrup

Ingstrup Torv indviet samtidig med bogfestival

Det var faktisk tilbage i 2012, at ideen om at omdanne grunden med en nedlagt tankstation til et Torv, der både kan være samlingspunkt og forskønne Ingstrup by yderligere, blev præsenteret første gang.

Kom og besøg os
Og i dag lørdag 5. september 2020 kunne Ingstrup Landsbyråd så invitere til indvielse af Torvet, der også har udsmykning af Eydna Kjelnæs Christensen.
Indvielsen blev ledsaget af et ”Kom og Besøg os” arrangement, hvor  erhvervs- og foreningsliv præsenterede nogle af de mange ting, som landsbyen kan byde på.
Og meget passende inviterede Ingstrup Bogby samme dag til 7. udgave af bogfestival i Bogbrugsen over for Torvet blandt andet med foredrag af Inger Wolf, Karen Fastrup og Vagn Olsen, der jo har rødder i området.

For 7. år i træk arrangerer Ingstrup Bogby festival. Foto: Vores Jammerbugt

En masse skridt
Det var Helle Bak Andreasen, formand for Kultur, Fritids og Landdistriktsudvalget, som fik lov til at holde indvielsestalen efter, at Ole Nørgaard fra Landsbyrådet havde budt velkommen.
– Ja det er en dag, vi har ventet længe på. Enhver rejse starter med det første skridt. Her er taget en masse skridt, også i kulissen, men i dag er vi her, og det er vigtigt, for Jammerbugt Kommune vil udvikling i alle lokalsamfund, sagde hun.

Helle Bak Andreasen fremhævede ildsjælenes betydning. Foto: Vores Jammerbugt

Et anerkendende nik
Helle Bak Andreasen understregede betydningen af lokalt engagement samt ildsjælenes indsats for, at sådanne projekter kan lykkes.
– Ildsjælen synes måske blot, at han/hun passer sit job, men giv ildsjælene et klap på skulderen, et nik eller en blomst som tegn på anerkendelse, sagde Helle Bak Andreasen og nævnte Torvet, Bogbrugsen samt friskolen som eksempler på, at der er masser af ildsjæle i Ingstrup.

Foto: Vores Jammerbugt

Vokser nedefra
Når man i lokalsamfundene viser, at man vil stå sammen og gøre en indsats, så vil kommunen også bakke op om det.
– Når et projekt skal lykkes, skal det vokse op nede fra og have opbakning, sagde Helle Bak Andreasen, inden hun sendte Dannebrog til tops.

Foto: Vores Jammerbugt

Et generelt løft
Men det er ikke alene Torvet, som med bænke og kunst er med til at forskønne Ingstrup.
Hovedgaden har fået et kæmpe løft med græsrabatter og træer.
Den store trekant ved den sydlige indkørsel til byen er nu også plantet til med græs og vilde blomster.
Den store flotte keramik krukke – byens vartegn, er blevet synlig og indkørslen til byen ses meget bedre.

Ole Nørgaard og Helle Bak Andreasen. Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt
Foto: Vores Jammerbugt

Læs om fantastiske oplevelser og events