Søndagens koncert på torvet i Blokhus er med The Irish Waterfall.
Gruppen brænder for irsk folkemusik.
The Irish Waterfall spiller primært traditionel irsk folkemusik, både de velkendte, men også de lidt mindre spillede, samt lidt amerikansk folkemusik iblandet.
Grundstenen til bandet blev lagt allerede i sensommeren 2004, hvor Jørgen og Leif tilfældigt mødtes og drøftede musik som fælles fritidsinteresse. Basis var irsk musik og efter en tid med samspil og hyggeligt samvær med andre ”spille bekendte”, Elsebeth, Susanne og Niels Ole, blev gruppen som sådan dannet.
Det skete i 2005, og navnet – Waterfalls – som gruppen kaldte sig i starten, kommer af navnet på en mindre by – Waterfalls – i Irland.
Efter ca. halvandet års tid med en mere eller mindre konstant øve-aktivitet, fik gruppen endnu et medlem, nemlig Mogens. Den første optræden for publikum fandt sted i Bindslev, til harmonika-træf d. 27 juli 2006.
Alle overlevede denne ”debut” og i 2007 kom der nok et medlem – Peter – til gruppen, som nu tæller i alt 7 medlemmer.
Samspillet, hyggen, glæden ved at spille for diverse publikummer vokser, og i 2008 er der samlet mod nok til at få lavet en CD-indspilning.
Dette foregår via Funky Sound Studio, med lydteknikker Morten Sønderskov, og den første CD – All for me grogg, kom på gaden d. 26 maj 2008.
Gruppen har ved den lejlighed udvidet navnet til The Irish Waterfalls.
I februar 2009 blev gruppen reduceret til 6 medlemmer, da Jørgen Jensen trådte ud af sammenhængen.
Du kan opleve The Irish Waterfall på scenen på torvet i Blokhus kl. 19.30.
Du kan læse mere om gruppen på deres hjemmeside:
http://www.the-irish-waterfalls.dk/