I år er det 40 år siden, Hirtshals fik et centrum for formidling og forskning om livet i Nordsøen, skriver Nordsø Oceanarium i en pressemeddelelse.
Særprægede klumpfisk, forskning og innovation i topklasse og millioner af besøgende.
Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark kan i år fejre 40-års jubilæum, og mange ting er sket i den efterhånden lange levetid. Det hele startede som en idé i Hirtshals Erhvervsråd i 1976. Byen skulle have en et offentligt akvarium og museum, og der skulle skabes et centrum for forskning og undervisning i fiskeri og livet i Nordsøen.
Fem år senere blev første spadestik taget, og i 1984 åbnede dørene for første gang op for gæster i det, der dengang hed Nordsømuseet, men som i 2008 blev til Nordsøen Oceanarium.
– Vi havde slet ikke i tankerne, at det kunne blive så stort. Men interessen var overvældende fra starten, og siden er der sket utrolig meget, siger butiksassistent Karen Nielsen, der har været med på rejsen siden første åbningsdag.
– Der var hurtigt brug for at ansætte flere medarbejdere, og i de første år blev der holdt meget ekstraåbent. Folk var meget nysgerrige, og vi måtte fortælle gæsterne, at de blev nødt til at gå rundt i vores byggerod, for alt stod ikke klar. Men det holdt ikke folk tilbage, siger Karen Nielsen.
I dag, 40 år senere, står Nordsøen Oceanarium og Nordsøen Forskerpark som et af Hirtshals’ vartegn. Godt ni millioner gæster har lagt vejen forbi Nordsøen Oceanarium, hvor der i dag bor over 8.000 fisk, hajer, sæler og andre havdyr fra Nordsøen.
Ny start efter branden
Vejen til det, stedet er i dag, har dog ikke været ligetil. Mange i Nordjylland kæder helt sikkert Nordsøen Oceanarium sammen med den voldsomme brand, der i december 2003 hærgede hovedbygningen og tvang stedet til at lukke i 20 måneder.
Akvariemester Martin Riis var også en del af stedet dengang. Han beskriver tiden omkring branden som hård og trist. Men efter chokket havde lagt sig, begyndte folk at se fremad. Alt skulle bygges op på ny. Det var hårdt arbejde, men det gav også muligheder.
– Vi var selvfølgelig påvirkede, men vi begyndte at se fremad og startede genopbygningen. Det gav os også chancen for at forbedre nogle af de ting, vi gerne ville. Det gav os noget energi, siger Martin Riis.
I dag er genopbygningen for længst overstået, og nu står den snarere på udbygning. Ikke mindst i Nordsøen Forskerpark, der har vokset sig stor og i dag har 20 lejere i mere end 20.000 kvadratmeter bygninger. Her foregår der hver dag vigtig forskning, innovation og uddannelse med den blå industri for øje.
Samtidig har gæsteoplevelsen i Oceanariet taget store skridt, og der er generelt sket mange ting i huset den seneste årrække, forklarer Martin Riis.