Julemagi i Hune & Blokhus
Tekst: Lotte Kande – Foto: Bøjstrup Reklamefoto
Man får, bogstavelig talt, julelys i øjnene når man kører ind i Hune og Blokhus. Aldrig har området været så smukt og magisk op til jul, som man ser det i år. Erhvervsforeningen, Destination Blokhus har taget teten i forhold til en smuk julebelysning i områdets lygtepæle, hvor funklende stjerner nu byder alle velkomne til området. Men også områdets forretninger har i år givet den en ekstra skalle og har pyntet op med alverdens smukke lys i forskellige former og farver.
– Vi vil gerne bakke op om den allerede eksisterende julestemning der findes i området, fortæller Preben Jonstrup, bestyrelsesmedlem i Erhvervsforeningen Destination Blokhus. –Samtidig er det også en smuk velkomst til de mange, der dels ønsker at foretage sine juleindkøb i vores destination, men også til de turister, der holder ferie her i julemåneden, afslutter han. Poul Bjerg, der også er medlem af erhvervsforeningen pointerer, at området er i en positiv udvikling. – Jeg kan nemt forestille mig, at vi inden for få år vil kunne se endnu mere jul i området, hvorfor jeg også kan løfte sløret for, at man fra handelsstandsforeningens side planlægger flere ”lysende” tiltag allerede i 2018.