Igen i år danner Blokhus Strand ramme om Wind Festival, som afholdes i pinsen.
Farverige drager fylder luftrummet, når drageentusiasterne fra flere lande i Europa sætter hinanden stævne lørdag og søndag 18. og 19. maj fra klokken 10-16.
I år forventes det at Wind Festivalen tager nye højder, som billedligt talt er ensbetydende med at oplevelsen forbedres for både gæster og drageflyvere. Udover ændringer af de fysiske rammer er der samtidig indlagt nye aktiviteter i programmet.
Flyvende start på samarbejde
Som en af de nye tiltag vil radioværten og stadionspeakeren, Jan Bjerrum, gæste Blokhus Windfestival som speaker.
– Jan Bjerrum er radiovært på Radio Skive samt Radio Alfa og er en rutineret herre, som er utrolig god til at sætte sig ind i alt mellem himmel og jord, derfor er vi også sikre på, at han vil medvirke til at skabe en fed stemning og sætte fokus på alle de seje drageflyvere, udtaler Rikke Eriksen fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Udover at være radiovært har Jan Bjerrum over 20 års erfaring som stadionspeaker på Viborg Stadion.
Ydermere har arbejdsgruppen etableret et gangareal langs dragefelterne, så der sikres en mere tryg færden omkring dragerne, samt ny parkeringsplan, forbedret skiltning og synlighed for festivalens forskellige aktiviteter.
– Vores primære mål er at skabe bedre fysiske rammer, der ikke alene fremhæver de majestætiske drager på himlen, men også gør det lettere og sikrere for gæsterne at navigere og nyde festivalen, tilføjer Rikke Eriksen. Blokhus Windfestival er ikke kun en fejring af drageflyvningens kunst men også et vidnesbyrd om fællesskabets styrke og kreativitet. Med det nye partnerskab med VisitJammerbugten/VisitNordvestkysten er ønsket at festivalen bliver en mere mindeværdig oplevelse for både deltagere og besøgende.
Drageeksperter og natflyvning
Traditionen tro kan gæsterne se frem til både at opleve de store farvestrålende drager og møde de internationale drageeksperter fra Nordic Kite Meeting, der kommer fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. De vil give opvisning med de flerlinede drager både lørdag og søndag og afslutte med et imponerende show søndag eftermiddag.
Hvis vejret tillader det, vil der samtidig være natflyvning kl. 22 lørdag aften, hvor drageflyverne vil sætte lys på deres flotte drager.
Kreativ leg og læring
I år vil der også være mulighed for at publikum selv kan lege med og begive sig ud i en verden med vind.
Til de kreative workshops kan gæsterne f.eks. bygge sin egen drage og senere flyve den i et særligt fritflyvningsfelt. Man kan også lege med at bygge flotte kreative vindmøller, købe drager og vindspil samt deltage i flyveskole, som dog er forbeholdt vindere af en konkurrence.
Arrangementet er vejrafhængigt, så der kan forekomme ændringer til programmet.