I en stor hjørneejendom på Nørregade 20 i Løkken, og kun 100 meter fra det brusende Vesterhav, etablerede musiker Mikael K og tidligere forsker i kommunikation og intuition Ellen Raunsmed Kaosfabrikken. Bygningen blev erhvervet tilbage i 2022, for efterfølgende at gennemgå en større ombygning frem til ibrugtagning sidste år i juli, hvor de kunne realisere drømmen om et spændende kunst- og kultursted.
I Kaosfabrikken har de et ønske om at samarbejde med kunstnere, musikere, forfattere og forskere, hvor de undersøger æstetikken og skaberkraften i det, der rykker os rundt. og den natur og skønhed, der omslutter os. – Det skal være det, der driver os i vores planlægning af aktiviteter og arrangementer”, udtaler indehaver Ellen Raunsmed og fortsætter:
– Missionen er at genetablere et kunstnermiljø i Løkken, fortæller hun tydeligt passioneret. Jeg har været betaget af og beundret kunst hele mit liv, og vil gerne give noget tilbage til kunstnerne. Derfor ønsker jeg og Mikael K, at stille en Kaosfabrik til rådighed for musikere, der ønsker at indspille, kunstnere, der ønsker at udstille og forskere, der søger et rum for fordybelse, men som samtidig er åben for alle – f.eks. i forbindelse med løbende udstillinger og foredrag.
Den 600 m2 store ejendom rummer derfor et fuldt udstyret musikstudie, et stort galleri, en scene, overnatningsmuligheder og lille udsøgt vinylpladebutik samt antikvariat.
Nyt koncept i 2024
I 2024 har Kaosfabrikken udviklet et koncept, som er navngivet ”Center for Æstetik og Ophav”, som rammesættende for året. Det første, de kaster sig over, er en undersøgelse af synssansen, og i april afholder de 4 interessante arrangementer, der alle gør os klogere på øjnene vi ser med.
Udstillingen ‘Sådan Set’ henviser til de 3 kunstneres måder at se på, men opfordrer også til eftertanke. Der er fernisering 6. april. I de efterfølgende arrangementer vil fotograf Cathrine Ertmann og kulturjournalist Bent Stenbakken mødes til en snak om den nye fotobog ‘Kongerigets Stamsteder’, hvor vi bliver klogere på, hvad det vil sige ‘at se brune værtshuse’. Øjenlæge Kim Frost vil indføre besøgende i fuglenes forunderlige syn med levende historier suppleret med smukke fotos, og forfatteren og samfundsdebattøren Knud Romer inviterer tilhørerne ind til en samtale i mørket. Han mistede 90 % af synet, da han blev ramt af uhelbredelig grøn stær. Se mere under events her på siden.