Leif Skov er efterhånden en ældre herre, der for et par år siden har passeret de 80 år. I hele sit voksenliv har han delt sin tilværelse med hustruen Bente og familien samt med det, der også har fyldt utrolig meget, nemlig livet som fodboldspiller på eliteniveau. Hvad det sidste angår, begyndte det hele med det, han selv kalder en vidunderlig tid i Frederikshavn. Her var han holdkammerat med Harald Nielsen – også kaldet ”Guld Harald” – og de var to af profilerne på det hold, der i 1959 spillede byens fodboldstolthed op i landets bedste række. Forud var der dog gået masser af år, hvor Leif og Harald spillede fodbold sammen. Det har de faktisk gjort siden de var henholdsvis 8 og 7 år gamle. Blokhus Avis har besøgt Leif og husturen Bente i Vesterhavsparken. For mange år siden kastede parret deres kærlighed på Blokhus/Hune-området, hvor de har præget bybilledet og fællesskabet i mange år.
Fighterånden er karakteristisk for Leif Skov
Passionen for fodboldspillet bragte Leif Skov på udvalgt jysk ynglingehold, og som 18 årig debuterede han på Frederikshavns førstehold. Det skete i en finale om det jyske mesterskab mod Brande, hvor den ordinære kamp endte 1-1, så den unge debutant måtte ud i en omkamp, som frederikshavnerne vandt 3-0. Den unge debutant var forståeligt nok træt efter en hård fight, men fighterånden har altid været karakteristisk for Leif Skov både som menneske og som fodboldspiller. Man kan ikke gøre mere end sit bedste, men det skal man til gengæld også altid gøre og ikke gå på kompromis med, lyder det fra Leif Skov. Den måde at anskue tilværelsen på har givet ham et rigt liv både som familiemenneske og som fodboldspiller.
Apropos fighterånd, så blev Leif Skov kåret som årets pokalfighter, da AaB i 1966 besejrede KB med 3-1 i Parken efter forlænget spilletid og vandt landspokalen.
Et fantastisk liv som fodboldspiller og menneske
Efter succesrige fodbold år i barndoms- og ungdomsklubben FFI fik Kurt Nielsen, træner i FFI og senere landstræner og træner for B1901 i Nykøbing Falster, overtalt Leif Skov til at spille for sidstnævnte klub. Det blev til et par år, indtil turen gik retur til det nordjyske, hvor det blev AaB, der fik fornøjelsen af at kunne indlemme den eftertragtede fodboldgentleman i truppen, selvom også Vejle og Esbjerg havde været ude med snøren.
Hustruen Bente var nok det afgørende argument for at vende hjem, og Nordjylland trak også i dem begge. Leif fik nogle gode år som anfører for holdet i AaB og et godt job som flymekaniker i Aalborg Lufthavn. Selv siger han, at han kan se tilbage på et fantastisk liv som fodboldspiller og som menneske. Udvalgte hold, ungdomslandshold og med til at spille tre klubber op i landets bedste række, nemlig FFI, B1901 og AaB, har givet mig masser af gode minder og masser af værdifulde menneskelige fællesskaber, forklarer Leif. I øvrigt har han skænket sine indholdsrige scrapbøger til Aalborg Sportsmuseum.
Trænergerning i 25 år
Efter den aktive tid som spiller har Leif Skov helliget sig trænergerningen. Han har gennemgået DBU’s elitetrænerkursus, og har gennem 25 år trænet en bred vifte af nordjyske klubber, hvor han har delt ud af sin store erfaring, viden og ikke mindst menneskekundskab. Som han selv siger – Jeg har lagt vægt på at lære de unge mennesker at blive holdspillere både på og uden for banen. Man skal give noget af sig selv, så får man også noget tilbage med fuld valuta, er hans erfaring. Det handler om at tage ansvar både for sig selv og for andre.
Og så skal vi da også lige huske at nævne, at Leif Skov har andre talenter end at spille fodbold. I sin skoletid forsøgte han sig nemlig som skuespiller. Han valgte rollen som skrædder Ravn i ”Kejserens nye kæder”. Her skulle der ikke siges så meget, men kun synges, forklarer han med et humoristisk glimt i øjet. Og så tilføjer han da også, at han aldrig selv, ligesom sønnen Lasse, der var professionel i 10 år i Kolding, OB og AGF, blev egentlig professionel fodboldspiller og så alligevel. Det blev nemlig til et nyt sæt tøj, hver gang han skiftede klub, så det hjalp gevaldigt på tøjbudgettet.
Humor og fighterånd
Humoren fejler intet hos fodboldikonet, og det gør fighterånden heller ikke. Selv om udfoldelsesmulighederne med alderen er blevet mindre, ser Leif stadigvæk mulighederne og glæden ved livet og fokuserer ikke på begrænsningerne.
