Inspiration:
Lingeri-guide til mænd
Nogle mænd går i panik, andre kender ikke størrelsen og en hel del benytter sig af både håndtegn og frugtbetegnelser, når de skal købe undertøj til deres udkårne
Tekst: Lotte Kande Foto: Blokhus Avis
Lingeri ligger blandt de øverste gavehits, når det gælder mænds julegaver til deres udkårne. Utroligt, da en del mænd direkte skræmmes af lingeriforretninger og ikke kender deres ægtefælles eller kærestes undertøjsstørrelser.
Blokhus Avis har været på besøg i Blondehuset i Løkken og indehaver Helle Svendsen giver hermed vores mandlige læsere tips og tricks til de helt rigtige lingerigaver.
Kig i lingeriskuffen! Skriv mærke, bh- og trussestørrelse op eller ta’ et billede med din tlf. At sige ”en håndfuld,” når ekspedienten spørger om hendes størrelse, hjælper ikke det store.
Hvilken type er din kæreste/ægtefælle? Er hendes undertøj sort, neutralt eller spraglet? Hvilken type trusser bruger hun (string, hipster eller?) Blonder eller enkelt?
Kend din kvinde. Har hun kvindelige former? Stor eller lille barm? Køb noget som både hun og du synes er flot. En kvinde er smukkest, når hun føler sig godt tilpas.
Brug personalet. De er uddannet til netop at afhjælpe dine behov. Og du er ikke den første mand i forretningen.
– Hvis du fortsat er på ”vildspor”, kan du altid købe en klassiker som chemisen, der vil klæde enhver kvinde. Vores bedste råd i Blondehuset, om dette års modehit til jul, er ”Go blue instead of black”, afslutter Helle Svendsen.