Søndag 15. oktober går startskuddet til aktiviteterne i Løkken i efterårsferien. En hele uge med oplevelser og aktiviteter hver dag.
Løkken Turistbureau er gået sammen med byens erhverv og de frivillige om at få sammensat programmet.
Der er både oplevelser indenfor outdoor, kunst og kultur samt mad og en masse aktiviteter for børnene.
-Vi ser frem til at byde de mange gæster velkommen i Løkken. Vi står klar med mange sjove og spændende oplevelser, og byen er pyntet flot op i efterårsfarver med græskar og halmballer, fortæller Christina Frøstrup, event- og marketingmanager hos Løkken Turistbureau og fortsætter: -Der vil være en dejlig efterårsstemning for hele familien – både med og uden børn – og samtidig er det også oplagt for bedsteforældre at tage på tur med børnebørnene og hygge sig med de skønne aktiviteter.
En af tidligere års succes bliver gentaget i år. Børnene kan se frem til film i en pop-up biograf, hvor der vil blive vist Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant i Action House fredag 20. oktober.
Særligt for børnene bliver der f.eks. også arrangeret græskarbowling, høstjagt med præmier og insekt-og svampejagt. Alle bliver udstyret med insekt-net, og begiver sig efterfølgende på jagt i skoven sammen med naturvejlederen.
Fra naturens køkkenhave
For dem, der elsker naturens smagsoplevelser, er efterårsprogrammet også rigtig spændende. Du kan både tage med på svampejagt i Nybæk Plantage med efterfølgende 3 appetizer retter baseret på svampe eller være med til at presse din egen æblemost i æblepresseren på torvet.
En uddannet kok, som arbejder frivilligt i byen, vil tilberede de lækre svamperetter og naturvejlederen vil udbrede sin viden om emnet. Det sker tirsdag formiddag 17. oktober.
I hele efterårsugen opfordres lokale også til at donere havens æbler. De samles alle i en trailer, der er opstillet til formålet på byens torv, og torsdag 19. oktober mellem 13 og 15 vil æblerne blive presset til lækker æblemost.
-Kommer man med sin egen flaske kan man få den fyldt op gratis, og ellers er man også velkommen til at købe en flaske med indhold, som man kan tage med hjem, forklarer Christina Frøstrup.
Hun fortæller videre at Løkken har lagt sig i selen for at udvide sæsonen, og ligesom tidligere år er efterårsprogrammet en af indsatserne.
-Der er mange danskere og tyskere, der opholder sig i feriebyen i efterårsugen, og der vil vi gerne tilbyde dem nogle gode oplevelser. Så vi ser frem til en rigtig god efterårsferie i Løkken, afslutter Christina Frøstrup.