Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Løkken Molefestival løber af stablen i weekenden 13.-15. september 2019 efter stor succes og overrækkelsen af Feriepartner Prisen i 2018. Denne gang med nye folk i fronten. Til sidste års molefestival stod det lokale fødevarenetværk, Smag På Løkken, med koordinator Gitte Bjerre, i spidsen for planlægningen. I år overleverede Smag På Løkken konceptet videre til den lokale turist- og erhvervsforening, Løkken.dk. Foreningen har arbejdet på at søge fondsmidler, som her af er resulteret i en flot støtte fra Nordea Fonden, Feriepartners Oplevelsespulje, Sol og Strand og et sponsorat fra Fårup Sommerland.
”Nam nam”, fed rock og lyse nætter
Løkken Molefestival starter endnu engang ud med et løkkendarisk festfyrværkeri af fællesspisning og koncert fredag aften, og i år huser festteltet Shu-Bi or not Shu-Bi, for der er intet, som skaber en god stemning, som god musik, god mad og godt selskab. Som en af de større nyheder, har løkken.dk besluttet at invitere festivalens gæster til endnu en koncert lørdag d. 14. september. Her kan de mange gæster som allerede har bestilt billet glæde sig til en fantastisk koncert med Alberte Winding. Billetsalget startede d. 1. august, og allerede nu tegner billetsalget godt.
Se mere HER
Fra modeshow til fiskeauktion
Fra d. 13.-15. september vil Løkken ose af kulinariske oplevelser, medrivende aktiviteter for hele familien og en masse hygge! Glæd jer bl.a. til: Fiskeauktion, Fødevaremarked, Stort modeshow i festteltet, Action-spækkede aktiviteter fra VestEvent, Byvandringer, foredrag, workshops for børn og veteranbiler og meget mere.