Tæt på

Lokal pilot initiativtager til Blokhus Fly-Inn

Mød Kræn Hjortlund - pensioneret pilot

Kræn Hjortlund født i 1948 er født og opvokset på landet i omegnen af Stenum, hvor hans forældre drev landbrug. – Selv blev han ikke landmand, men pilot. Allerede i sine drengeår interesserede han sig for flyvemaskiner, idet han brugte meget af sin fritid på at bygge modelfly. Hans drøm var dog at blive ingeniør født af hans store fascination af mekanik. Derfor blev det til en læreplads på maskinfabrikken Pedershåb i Brønderslev, hvor han gennemførte uddannelsen og efterfølgende søgte ind på Teknikum i Aalborg. Inden der kom kød på det ben, opdagede Kræn Hjortlund imidlertid en annonce, hvor flyvevåbnet søgte piloter, og så var han bare tændt. Kræn Hjortlund søgte ind til flyvevåbnet som pilot og kom til prøve sammen med 15 andre. Han kom som den eneste igennem nåleøjet, og det blev starten på en lang karriére som pilot i mange sammenhænge.

Uddannet til jagerpilot i USA

Som 23 årig gik turen til USA for at uddanne sig til jagerpilot, nærmere betegnet i staten Oklahoma. – Den uddannelse blev gennemført, og tilbage i Danmark gennemgik den unge lovende pilot en omskoling i Skrydstrup for også at lære flyvningens kunst og håndværk under danske vejrforhold, som er noget anderledes end Oklahomas sol. Det blev til en tilknytning til Eskadrille 726 i Aalborg, hvor Kræn Hjortlund fløj Starfighter. Senere blev det også til opgaver som pilot i kampfly som F16 og Mirage. – Efter 10 år i Aalborg gik turen til Værløse med henblik på at blive helikopterpilot – det blev Kræn Hjortlund også med kryds og slange efter endnu en uddannelse i USA. De følgende 5 år i Eskadrille 722 som helikopterpilot betegner Kræn Hjortlund selv som den bedste tid i hans mange år som pilot – her var han ude på mange missioner, hvor han virkelig oplevede at gøre en forskel og at gøre gavn.

Et aktivt og udadvendt liv

Fra 1986 var Kræn Hjortlund ansat som pilot hos SAS, hvor han fløj diverse typer af rutemaskiner, bl.a. DC-9 og Air Bus. Ruteflyvningen førte ham rundt i det meste af verden. Hans sidste tur gik 24. oktober 2008 fra Bergen til København, inden pensionisttilværelse ventede forude. Kræn Hjortlund er imidlertid ikke den fødte pensionist. Han bliver ved med at have et aktivt og udadvendt liv. Således er han blandt initiativtagerne til det populære og legendariske Blokhus Fly-inn, som i en del år er løbet af staben hvert år i august måned på Blokhus strand. Her overværer tusindvis af mennesker, hvordan veteranfly, propelfly, gyrokoptere og vand- og søfly lander, hvorefter publikum får lejlighed til at møde piloterne og til at opleve flyene på nærmeste hold. Og kulissen kan ikke være flottere med klitterne på den ene side, den brede hvide sandstrand som landingsbane og det blå hav på den anden side. Og der er naturligvis taget højde for alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger.

Kræn Hjortlund er stadig flyvende

Udover at være en af arrangørerne bag Blokhus Fly-inn har Kræn Hjortlund et freelance-job som uafhængig konsulent og kvalitetschef for vedligeholdelse i North Flying A/S. – Og så har han i øvrigt også tid til et familie- og privat liv med sin hustru Anna-Grethe og deres 5 sammenbragte børn og 6 børnebørn. Parret nyder livet i en dejlig lejlighed i det centrale Aalborg efter at have boet en del år i Kræn Hjortlunds barndomshjem i Stenum. – Og så skal vi da også lige huske at fortælle, at Kræn Hjortlund i sin tid købte et byggesæt til et fly i USA. Det tog ham 13 år at bygge det fly, som han nu lander i hvert år til Blokhus Fly-inn. Så der er igen i år noget at se frem til, når Blokhus Fly-inn i august måned endnu engang lokker masser af folk til en god og anderledes oplevelse på en af Danmarks mest attraktive badestrande.

Efter at have været pensioneret efter mere end 10.000 flyvninger er Kræn Hjortlund stadig flyvende – det bliver han aldrig træt af

Læs om fantastiske oplevelser og events