Det bliver mere end svært for det lokale fodboldflagskib at bevare troen på overlevelse efter en trist premiere på forårssæsonen.
Alt gik ellers fint i starten af kampen hvor Blokhus fik lagt et pænt pres på gæsterne, men pludselig scorede Nicolaj Mikkelsen for gæsterne og presset var nu for alvor stort på Blokhus spillerne. Før kampen lå Blokhus 3 point efter Roskilde.
Blokhus fortsatte presset og det udmøntede sig i en fortjent scoring efter at man havde rundet den halve time. Peter Tranberg stod for den flotte scoring, og samme spiller kunne have gjort det til 2-1 på en stor chance senere i halvegen, men desværre for Blokhus var heldet ikke tilstede og skarpheden manglede i et par situationer.
Anden halveg var knap nok startet før Roskilde bragte sig i front igen, på et frissparksmål, hvor målmand Simon Enevoldsen så knap så godt ud.
Blokhus fik aldrig sat det store pres igang igen, og kampen udmøntede sig lidt i en rodet affære. En del frustrationer hos Blokhus spillerne gjorde at man aldrig fik gang i det flydende spil, og Roskilde kørte kampen hjem med en solid indsats i forsvaret.
Næste opgave for Blokhus spillerne bliver på mandag – 2. påskedag – hvor man skal en tur til Skive. De er også en del af bundstriden, så her skal man helst have point med hjem.
Der var 457 tilskuere på Jetsmark Stadion