Opkaldet forårsagede stor travlhed blandt akvariefolkene. Der blev straks indkaldt mandskab og gjort klar til modtagelsen. Der blev rigget baljer med frisk havvand og ilt til, og det var et par forventningsfulde medarbejdere der stod og ventede, da HM 423 lagde til kaj.
Dykker og formidlingschef Simon Madsen udtaler: – det er altid spændende at stå på kajen og vente på at sådan en dyrebar fangst kommer ind. Hvor stor er den, i hvilken kondition, har den skader? Der viste sig at klumpfisken er et ret lille eksemplar, ca. 30 cm og kun ca. 2 kg, og i ualmindelig god stand, frisk og aktiv, som giver håb om at den kommer til at klare sig godt i sit nye hjem i Oceanariet i Hirtshals
Fanget i sidste løft
Skipper på båden, Allan fortæller: – Den blev fanget i det sidste løft lige inden hjemturen, og lå fint og ubeskadiget ovenpå en masse rødspætter. Jeg var med det samme klar over, hvad det var, og fik hurtigt fisken i en balje med vand, så den kunne holde sig i live. Vi kaldte havnen og fik dem til at kontakte Nordsøen Oceanarium. Det er da sjovt at fange sådan en speciel fisk, siger han.
Den lille charmerende fisk blev hurtigt transporteret til Nordsøen og udsat direkte i Oceanariet, for at give den bedst mulige betingelser. Nu starter det spændende arbejde med at vænne den til at spise foder fra dykkerens hånd. – Den manøvre har vi prøvet flere gange før, med stor succes, så vi håber det går ligeså godt med denne nye lille fyr, siger Simon Madsen, og fortsætter: – Vi har før set, at den nye fisk kopierer de andre klumpfisks adfærd, og det håber vi også at denne gør, så vi hurtigt kan få noget mad i den.
Der er yderligere 2 klumpfisk i oceanariet. Den største er en kæmpe på omkring 350 kg, og den anden er en lidt mindre på ca. 75 kg. Nu har de fået selskab af et lille og nuttet eksemplar på omkring 2 kg.
Klumpfisk på Nordsøen Oceanarium – En sjælden gæst med stort potentiale!
Nordsøen Oceanarium fik første gang en klumpfisk i august 2000, og fisken på 10 kg blev startskuddet til en anderledes formidling af livet i Nordsøen. Siden da har der været flere klumpfisk i akvariet, hvoraf halvdelen har været fanget i danske farvande. Fælles for dem alle har været, at de hurtigt blev blandt de mest markante fisk på Nordsøen Oceanarium, og mange gæsters favoritter. I kraft af deres særlige position fik klumpfiskene derfor hurtigt en rolle som ambassadører for deres vilde artsfæller, samtidigt med at de belyser det unikke og mangfoldige dyreliv i Nordsøen. Derfor er det en vigtig opgave at formidle om klumpfisk som art og om deres rolle i Nordsøen til det brede publikum. Vidensudveksling er helt essentielt, hvis klumpfisk på Nordsøen Oceanarium skal være ambassadører for livet i Nordsøen. Derfor deler akvariet ny viden med andre zoologiske anlæg og med forskningsmiljøer.
-Klumpfisken er en fascinerende skabning – både fysiologisk og adfærdsmæssigt. Derfor er vi glade for at kunne give vores gæster mulighed for at se klumpfisk på nært hold udtaler biolog, Kristina Ydesen.
I akvariet i Hirtshals ses, som et af få steder i verden, pelagiske stimefisk side om side med klumpfisk. Stimefiskene, som f.eks. makrellen, repræsenterer typiske, velkendte og fiskerimæssige betydningsfulde arter i Nordsøen. Hvorimod klumpfisken er en mere ukendt fiskeart, der repræsenterer den rigdom af liv, der ikke kendes fra industrien eller middagsbordet, og som forbinder Nordsøen med de store verdensoceaner. Klumpfisk bevæger sig vidt omkring, og det er ikke usædvanligt at man ser individer ved de danske kyster i sommerhalvåret.