-Vi har bejlet til Blokhus i flere år, sådan siger én af indehaverne af DK-Shoes, Daniel Holm, hvis drøm om at etablere forretning i den kendte ferieby, nu er blevet en realitet.
Aalborgvej 31, der tidligere har huset Sol og Strand og som i en periode har stået tom, skal fremadrettet danne ramme om en smart skobutik, hvor flere kendte brands har fundet vej. -Vi har bl.a. mærker som Rieker, Skechers, Tamaris samt Hummel mf., fortæller Daniel Holm, hvis bror, Kasper Holm er virksomhedens anden indehaver. Sammen har de butikker i både Aabybro, Sæby, Brønderslev og Løkken – og nu også i Blokhus.

En by i udvikling
Enstemmigt siger de – Vi har fået et perfekt butikslokale og en placering med mange p-pladser og stor synlighed. Det her bliver godt. Vi glæder os til at blive en del af området, til at samarbejde med erhvervet og til at sælge sko til både turister, lokale og gæster. -Der er ingen tvivl om, at Blokhus er gået fra at være en sommer by til nu at gøre sig godt hele året. Vi har allerede forespurgt på et medlemskab til destinationens Erhvervsforening, for det er klart, at vi gerne bakker op omkring denne udvikling, siger Daniel.
Fra Saltum
Daniel og Kasper Holm er fra Saltum og kender dermed området rigtig godt. Det er Daniel, der vil have sin daglige gang i Blokhus-butikken, som altså slår dørene op d. 1. april med et brag af en fest. Der vil både være kanon gode tilbud, gratis goodiebags til de første 100 kunder, kagemand og gratis hoppeborg til alle børn. – Vi glæder os til at byde velkommen, afslutter han til Blokhus Avis.