Nyheder
imported

Ny forpagter til Blokhus Fiskerestaurant

Blokhus Fiskerestaurants nuværende forpagter, Elian Abdel-Ahad, stopper pr. 1. september

Blokhus Fiskerestaurants nuværende forpagter, Elian Abdel-Ahad, stopper pr. 1. september, og ejeren John Andersen søger nu efter en ny forpagter eller køber til den attraktivt beliggende spiserestaurant.

Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis 

Elian Abdel-Ahad, 30 år, stopper pr. 1. september sin forpagtning af Blokhus Fiskerestaurant. Indehaver John Andersen søger derfor ny forpagter af den populære og velbeliggende spiserestaurant. – Med så god en placering og med indendørs plads til 188 gæster samt en skøn og stor terrasse, er der et attraktivt forpagtningsgrundlag. Jeg søger en engageret og visionær forpagter, som er klar til at blive udfordret – det er en restaurant der både har kapacitet til de mange gæster og turister, men også selskaber og fester, forklarer John Andersen der også er åben overfor et eventuelt salg af restauranten med ejendom. – Hvis den rigtige køber melder sig – én med kreative og fornuftige visioner, udelukker jeg bestemt heller ikke et salg, afslutter han.

Elian vil fokusere på Teatercafeen

Elian Abdel-Ahad, som har haft forpagtningen af Blokhus Fiskerestaurant siden marts 2015, vil nu koncentrere sig om driften af sin anden restaurant, Teatercafeen i Aalborg Teater, hvor han også fra september overtager driften af teatrets store medarbejderkantine.  – Det giver selvfølgelig ekstra arbejde i Aalborg samtidig med, at jeg fortsat har min vinimport. Da jeg også blev far for et års tid siden, synes jeg det vægter højt at komme til at være mere omkring familien, siger Elian der bor i Svenstrup, afslutningsvis. 

Læs om fantastiske oplevelser og events