Brovst

Nye kulturelle tilbud til eleverne

— Mens en række af forårets kulturelle tilbud til fire klassetrin af kommunens skoleelever blev lagt ned eller ændret på grund af Corona-virus, så er et nyt katalog med nye og flere muligheder på vej til skolerne i form af Den Kulturelle Rygsæk.
Den giver eleverne mulighed for at afprøve og snuse til kulturelle genrer, som de måske ellers ikke ville møde eller opsøge.

Flere årgange med
Rygsækken er et samarbejde mellem Børne- og Familieudvalget samt Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.
– Det er et fantastisk tilbud til børnene, og dejligt at vi på tværs af forvaltningerne kan arbejde sammen om et sådan projekt, samt at vi nu får flere årgange med, siger Ulla Flintholm (V), formand for Børne- og Familieudvalget.

Film og billedkunst
Det nye katalog for skoleåret 2020/21 er sendt ud til skolerne.
Mens der i det første år med Den Kulturelle Rygsæk var tilbud til fire klassetrin, så er der nu muligheder for 7 årgange.
Der er et ekstra tilbud om film i 4. klasse, hvor eleverne kommer til at se en helt ny kunstdokumentar om Brovst Pigegarde samt møde instruktør og medvirkende.
Et andet lokalt tilbud er besøg på Museum for Papirkunst i Hune for 7. klasserne.

Tilbuddene:

Årgang 1: Scenekunst – ballet med det Kongelige Teater i Kultur- og Erhvervscentret.
Årgang 3: Klassisk musik – koncert med Aalborg Symfoniorkester i Musikkens Hus.
Årgang 4: Film – besøg af filminstruktør på skolerne samt forevisning af film.
Årgang 5: Litteratur – forfatterbesøg på bibliotekerne og bibliotekarer besøger skolerne.
Årgang 6: Rytmisk musik – sang og koncert med Nordkraft Bigband i Brovst Sport- og Kulturcenter.
Årgang 7: Billedkunst – besøg på Museum for Papirkunst i Hune.
Årgang 8: Arkitektur – besøg på Utzon Center i Aalborg.


Det første år
I det første år med Den Kulturelle Rygsæk betød Corona-virus, at det blot er litteratur for alle 5. klasser samt besøg på Utzon Center af 8. klasse fra Fjerritslev og Skovsgaardskolen, der er blevet gennemført.
Besøg i Musikkens Hus for 3. klasser og besøg på Kunsten for 7. klasser måtte aflyses.
Men der er umiddelbart været stor tilfredshed med det gennemførte og det delvist gennemførte forløb.
En decideret evaluering må vente til efter næste skoleår.

Læs om fantastiske oplevelser og events