Nyheder
imported

Nyt initiativ skal løfte online-oplevelse af Vestkysten

En ny app skal styrke Vestkystens online tilstedeværelse og imødekomme turisternes øgede digitale vaner.

Tekst: Lotte Kande – Foto: Presse

Initiativet skal desuden bidrage til at generere data om gæsteadfærd, således offentlige og private aktører kan optimere fremtidige investeringer i området. Hos Destination Nordvestkysten hilser man den digitale tilføjelse velkommen og understreger, at det er et vigtigt skridt i ambitionen om at blive en af Nordeuropas førende kystdestinationer.

Trækplaster

Vestkysten er et af Danmarks helt store trækplastre for national og international turisme, og nu bliver den samlede fortælling om området styrket yderligere, i takt med, at den nye app VESTKYSTEN har set dagens lys. Det digitale værktøj har til formål at imødekomme gæsternes stigende digitale vaner og hjælpe gæster med at finde rundt og søge nye oplevelser, når de ankommer til destinationen.

App’en skal desuden være med til at underbygge oplevelsen af en samlet destination, der adskiller sig fra andre områder i Jylland og Danmark. Den vil understrege, at Vestkysten er noget helt særligt med unikke attraktioner og oplevelser og bidrage til at skabe en digital fortælling, der kan supplere den fysiske wayfinding og fastholde interessen hos nye målgrupper.

– Vestkysten har en stærk tradition for at tiltrække gengangere, dvs. turister der kommer igen og igen. Men hvis Vestkysten skal være attraktiv over for den nye generation, er det nødvendigt at have et digitalt udtryk og en fortælling, der kan fastholde interessen hos yngre målgrupper, fortæller Jacob R. Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.

Vestkysten skal være blandt Nordeuropas foretrukne kystdestinationer

App’en udspringer af den digitale strategi for wayfinding, der blev udarbejdet i samarbejde med de tre vestkystdestinationer i Partnerskab for Vestkystturisme Destination Nordvestkysten, Destination Vesterhavet og Destination Vadehavskysten samt den filantropiske forening Realdania og Dansk Kyst- og Naturturisme, hvor én af anbefalingerne var at udvikle en fælles app for Vestkysten, der hjælper gæsterne med at finde de rigtige oplevelser. Projektet udspringer af Udviklingsplan for Vestkysten, der er en fælles plan for udviklingen af turismen frem mod 2025. Ambitionen er, at Vestkysten skal være blandt Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer.

– Dette er et stort skridt i den rigtige retning i den digitaliseringsproces, vi gennemgår på Vestkysten lige nu og ambitionen om at bliver en af Nordeuropas førende kystdestinationer. Appen kan hjælpe os videre på den rejse, således gæsterne bliver mere tilfredse, og aktørerne kan øge deres forretningsgrundlag, siger Peter Krusborg, direktør i Destination Nordvestkysten, og fortsætter: – I takt med, at vi får den digitale kommunikation til at spille mere sammen på tværs af hjemmeside, sociale medier og app, giver det således os og vores erhverv bedre betingelser for at optimere og skabe relevans for vores gæster, og det bliver kun mere afgørende i fremtiden, hvor konkurrencen om gæsternes gunst bliver større og større.

VESTKYSTEN kan downloades gratis på App Store eller Google Play og fungerer på dansk, tysk og engelsk.

 

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events