Nyheder
imported

Ønskeland – en håndsrækning til sårbare børn og unge

Det tidligere Yellow Hotel på Øland danner nu ramme om et velgørende projekt under mottoet: ”Viljen viser Vejen”

Tekst Lotte Kande (redigeret) – Foto: Ønskeland

Rammerne omkring det nyetablerede Ønskeland har en længere historie bag sig. Dels har stedet tilbage i 30’erne fungeret som konditori, efterfølgende blev bygningerne omdannet til den kendte Øland Kro og senest har stedet været tænkt som et hotel.

Gitte og Jan Vestergaard Olsen overtog hotellet i 2015, siden har bygningerne gennemgået en gennemgribende renovering og samtidig er der blevet arbejdet på konceptudvikling, indretning m.v., således Ønskeland i starten af 2017 kunne tages i brug i sin nuværende form, nemlig til et velgørende formål for sårbare børn og unge.

En hjælpende hånd

På redaktionen har vi spurgt Gitte og Jan hvorfor de har etableret dette specielle sted på Øland?  – Med etablering af Ønskeland håber vi, at kunne give en hjælpende hånd til sårbare børn og unge i Danmark, siger Jan og fortsætter. -For os har det helt fra starten været vigtigt, at projektet udelukkende har et velgørende formål uden nogen form for kommercielle motiver. Derfor er huset stillet frit til rådighed for den selvejende institution Ønskeland, som er ansvarlig for driften.  Ønskeland drives på non profit basis, hvor alle midler går ubeskåret til at skabe et godt og værdifuldt ophold for de berørte børn og unge.

Det er samtidig Gitte og Jans ønske, at de involverede børn og unge får styrket deres selvværd samt ikke mindst får udviklet en evne til også selv at gøre en indsats, derfor er Ønskelands motto blevet til ”Viljen viser vejen”.  

Ambitionen er at styrke børn og unge

Ønskeland ledes af en frivillig bestyrelse og Thomas Nørgaard er ansat som daglig leder. Thomas har i en lang årrække arbejdet med sårbare børn, dels i kommuneregi men også på frivillig basis.

– Ønskeland er for mig et helt specielt sted. Jeg blev inviteret med ind i processen omkring tanker, ideer og opbygningen af Ønskeland. Vores ambition er at styrke de børn og unge som kommer her på et ophold, hvad enten det er én dag, en weekend eller et længere forløb. Vi vil gerne være med til at give børnene og de unge inspiration til at se og mærke sig selv på en ny måde og ved involvering og støtte under et ophold, at øge troen og viljen til også selv at være med til at bidrage til en positiv forandring i deres eget liv, siger Thomas.

– Ud over det faste personale er en del af visionen også, at Ønskeland får tilknyttet et netværk af frivillige ildsjæle. Vi skal bruge frivillige, som har tid, lyst og gejst til at indgå i opbygningen og afholdelsen af vores egenudviklede ophold, og vi vil gerne i kontakt med frivillige som kunne tænke sig at være med til, at gøre en forskel for målgruppen i form af forskellige praktiske opgaver f.eks. i køkkenet, som livredder, på kreative værksteder eller ved vores udeområder m.v.

Samarbejde med velgørende organisationer

Ønskeland har allerede et begyndende samarbejde med forskellige aktører, herunder flere velgørende organisationer fra hele landet. Samarbejdet forventes at vokse i 2017. Der lægges meget vægt på, at samarbejdet er baseret på et gensidigt værdigrundlag. Det drejer sig både om hvilke målgrupper indenfor sårbare børn og unge der arbejdes med, samt det væsentlige indhold i de enkelte ophold hos Ønskeland.

Lidt om Ønskeland

Hos Ønskeland er der plads til 40 børn og unge, samt op til 20 frivillige voksne pr. ophold.  Deltagerne får en enestående mulighed for at komme på en aktiv lejr eller et andet forløb med øget fokus på motion, naturoplevelser, sund kost, fællesskab, nye venner og meget andet. Der er bl.a. eget træningscenter og en svømmehal samt mange muligheder for udendørs aktiviteter. Et ophold hos Ønskeland er et frirum til fordybelse, fællesskab, leg, læring og nye eventyr er med til at give håb og tro på en positiv forandring.

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events