Længere venetid på evt. OL-deltagelse rammer økonomien
– Bokseren Frederik Lundgaard Jensen med bokseopvækst i Pandrup BK havde håbet, at OL 2020 i Tokyo ville nøjes med at blive udskudt i nogle måneder evt. til oktober og ikke udsat til 2021 som det er sket på grund af COVID-19 virus.
Dyrt at være på landsholdet
Udsættelsen bliver nemlig dyr for 24-årige Frederik Lundgaard Jensen.
– Det betyder rigtig meget. Det er der ingen tvivl om. Når man bokser på landsholdet, så skal man regne med en del rejsedage, og i den periode får jeg naturligvis ikke løn, da jeg ikke er på arbejde, fortæller Frederik Lundgaard Jensen, der arbejder som udlært tømrer.

Nødt til at låne
Og nu kommer der et år mere med ikke alene træning, træning og træning, men
også rejsedage og manglende indtægter.
– Det er ud af min egen lomme, at jeg skal betale. Heldigvis er mine forældre
gode til at støtte mig. Så jeg låner af dem til husleje og andre udgifter, når
jeg er med landsholdet og betaler pengene tilbage efterfølgende, forklarer
Frederik Lundgaard Jensen.
Stoppet af skade
Han glippede første mulighed for at sikre sig kvalifikation til OL ved et stævne i London tidligere i marts, fordi han måtte stoppe på grund af en skade over højre øje.
Sidste kvalifikationsmulighed var et stævne i maj i Paris, og det er også udsat.

Tilbage på 57 kilo
Omvendt kan Frederik Lundgaard Jensen bruge de ekstra måneder på at vænne sig yderligere til, at han er skiftet tilbage til 57 kilo klassen igen, efter at have flirtet med 64 kilo klassen.
– Det er en anderledes boksning både taktisk og teknisk i 57 kilo klassen, forklarer han.
Stopper som amatør
Målet for Frederik Lundgaard Jensen er helt klart at deltage i OL, og han var blot en sejr fra at komme med til OL i Rio de Janeiro i 2016.
– Målet er OL og bagefter stoppe som amatør og måske prøve som professionel. Men så er der mange ting, der skal falde på plads.
– Det er ikke let at få en ordentlig kontrakt i Danmark, så skal man til udlandet. Men det er ikke det, der er i fokus nu. Det er udelukkende OL. En deltagelse vil også gøre det nemmere eventuelt at blive professionel, siger Frederik Lundgaard Jensen.
Rykket til Vejle
Han er flyttet til Vejle og Wedala BK for at deltage i træning med andre landsholdsboksere samt landstræner Thomas Kyø – men han stiller stadig op for Pandrup Bokseklub.
– Her er landsholdboksere i 63 og 69 kilo klassen, som jeg træner med. Jeg træner 4-5 gange om ugen samt et par gange med landsholdstræneren, og nogle gange er der også træning om morgenen, fortæller den ambitiøse bokser.
Frederik Lundgaard Jensen
- 24 år, opvokset i Hune.
- Pandrup BK.
- Nordisk Mester 5 gange.
- Dansk Mester 10 gange.
- Jysk Mester 11 gange.
- Nr. 5 ved EM i 2015.
- En sejr fra kval til OL 2016 i Rio de Janeiro.